Historier fra Lihme 1848-85
Mads Møllers erindringer. (Man kan søge i søgefeltet der fremkommer ved tryk på tasten F3)
Mads Møllers erindringer:
Skrevet af Ib Svenningsen til "Lihme Bladet"

Mads Møller var lærersøn af den første seminarieuddannede lærer ved Lihme skole Peder Christensen, der blev kaldet til stillingen ved Lihme skole d. 19. februar 1847. Mads Møller var selv lærer ved Løgsted skole ved Ålborg indtil 1937.

1. skole: Smedemarkskolen og Jesper Brøndum:

Hans formand hed Jesper Brøndum. Han var skolemester om vinteren og murermester om sommeren, men jeg tror ikke, at han var så dygtig til at undervise som til at mure. Dette var han temmelig flink til. Jeg ved nemlig at han havde den tjans at kalke kirken og eftergå den med cement og kalk i de defekte steder. Ved denne lejlighed skulle han altid helt op på det øverste af tårnet med sin kalkspand, og havde han så et lille publikum af skoledrenge nede på Grønningen, lavede han opvisning for dem. Således skulle han have stået oppe på det øverste af tårnet og kysset sin store tå.
Om hans skoleforhold ved jeg ikke andet, at han skal have været hård til at prygle drengene, men det troede man jo i disse dage skulle til, hvis man ville have noget godt ud af børnene. Denne aktion foregik ofte under meget dramatiske former. Han gav sig gode stunder til med et reb at surre synderen fast til en bænk, inden han begyndte aftampningen. Ofte bøjede han en dreng sammen og puttede hans hoved ind mellem sine ben, hvorefter han fik, hvad Jesper mente, han tilkom. Men en gang havde han ikke takseret drengens størrelse og sine egne kræfter rigtigt, og det førte til, at drengen, hver gang degnen trak til slag, prøvede på at rive hovedet til sig. Det lykkedes imidlertid ikke, men hver gang måtte degnen gøre et skridt fremad, hvilket til sidst førte til, at han dunkede hovedet mod den store bilæggerovn. "Vil do grot mæ?" råbte degnen edderspændt. Hertil svarede drengen inde mellem degnens ben:"Ja, hvis a ka´!"
Da Jesper Brøndum var skoleholder i Lihme, lå skolen oppe på skolelodden
(matr. nr. 1a) i Smedemark en god kilometer norden for kirken (dvs. ca 100 m. nord for den nuværende skole) lige sønden for en høkerforretning. (Ålbækvej 22 der i dag er flyttet ned til Ålbækvej. Dengang lå den 100 m. øst for vejen og var ejet af Christian Nielsen Høker.)
Skolen var en ganske elendig bygning både ud- og indvendig. Hele komplekset bestod af 1 hus. hvor der var skolestue i den ene ende, en stue til læreren og køkken. I den anden ende var lade og stald. I stuen og skolestuen var der lergulv, og væggene var overalt opklinede af ler.
Jesper Brøndum havde i det mindste 2 døtre, en der var gift med en gårdmand Peder Christian Larsen i Sønderhede, og en "Gamle Hanne", som kom til at bo i et lille hus mellem Lihme by og "Westerhyw"
(sikkert et hus bag Bundgårds bageri ( Adelgade 32), der blev til fattighuset). 
Da det blev bestemt, at embedet skulle besættes af en eksamineret lærer, og det blev betydet Jesper Brøndum, at han skulle flytte ud, blev han meget vred, og det var vist hans agt, at han ville vælte hele huset. I hvert fald løsnede han en del sylsten og slæbte dem ind i stuen, men der skulle et større angreb til at få den gamle rønne til at synke sammen. Den nye skole blev opført nede i Lihme by lige ved kirken året 1847.
 

Skolen ved kirken:

Den nye skole blev opført nede i Lihme by lige ved kirken i året 1847, og der blev tillagt embedet en have vest for skolen. Denne have, der var ligesom grunden, hvorpå skolen var bygget, taget af byens fællesjord (oprindelig byens gadekær), blev i halvfjerdserne udvidet til det dobbelte. Ganske vist var skolen i Lihme by for et palads at regne, mod den hytte Jesper Brøndum havde resideret i oppe i Smedemark, men jeg er dog af den formening, at den var nærmest at betragte som en rønne overfor nutidens ( 1940) skolebygninger.

Der var jo indrettet bolig til læreren i den ene ende af huset, og den var yderst tarvelig. To små stuer, køkken og bryggers og entre fælles med skolebørnene. Denne gang var brolagt med marksten. Selve skolestuen havde gulv af mursten og bjælkeloft. Væggene var hvidkalkede. Ved den ene side stod en mægtig bilæggerovn fra Fossum værk, mærket anno 1771. På siderne var der fremstillet illustration til fortællingen om kammersvende fra Morland , og på forside sås Filip døbende Kandaces skatmester (Apostlenes Gerninger kapitel 8, v. 27). Årstallet måtte jeg vel huske, da jeg i adskillige år havde det indebrændt på bagsiden af min hånd.

Bordene var meget lange med skråplader til begge sider. Ved et sådant bord kunne nok sidde 16 børn. Da der var fire borde, var der altså plads til 64 børn. Der var ikke noget egent ved katederet, men ved siden af det, under det ene vindue stod et lille bord 1 m. højt, 30 cm. Bredt og såvel 1 m. langt. Det havde en liste rundt i kanten. Det var et sandbord, og det fortaltes, at det havde været brugt til derpå at give de små den første undervisning i skrivning. Der hældtes altså en del sand ud på bordet, og når det var glattet ud med en lilial, skrev læreren med en pind eller sin finger, hvad han ville have barnet til at efterligne. Da jeg første gang trådte ind i videnskabens forgård, fæstede mine øjne sig ved en mærkelig rude i et af de 6 vinduer, der var i skolen. Den var af jernblik, men midt i dette snurrede et lille hjul rundt. ”Hvad er det for noget?” spurgte jeg en af de store drenge. ”Det er en fismøl,” var svaret.

Et overfald:

Som før sagt, var der en jordlod til skolen. Derpå kunne nok holdes 3 køer, 2 trækstude og nogle får. Dette lille avlsbrug gjorde imidlertid, at far kom i kontakt med bønderne. En anden ting, der også virkede i samme retning, var, at far blev brugt meget til at opsætte dokumenter, så meget endogså, at de på herredskontoret i Skive kaldte ham Vestsallings prokurator.

Og så skal fortælles et par små oplevelser, som jeg har fået fortalt af mor:

En aften da far med sit studespand kørte hjem fra et samlag i Ålbæk, havde han en del penge hos sig, og da skete det , at han blev overfaldet. Nede i Dybdal sprang pludselig en mand, der var sværtet i ansigtet, op af grøften, hævede en lang kniv op i luften og råbte:” Pengene eller livet!”. Far sad med en solid pisk i hånden, og dens tykke snor lod han suse ned over røverens ansigt, idet han sagde:” Nej ikke denne gang, bitte Per Hede!” Kæltringen gav et vræl og sprang tilbage, hvorpå far kørte videre med sine stude. Han kunne vel tænke, at manden ikke kom igen, da han blev nævnet ved navn.

Samme mand, der var murer, kalkede i skolen efter fars død. På dette hans togt gennem stuerne hang  fars barberkost ved ham. Og da mor spurgte ham, om han ikke havde set noget til den, svarede han:” Den har De jo ingen brug for nu.”

I 1878 flyttede den missionske husmand Ole Nielsen Falk og hustru Sidsel Pedersdatter fra Jegindø til Sdr. Hede nr. 7 - (I dag Claus Mikkelsens ejendom). Her opdyrkede de et stykke hede og opførte et lille husmandssted, der fik navnet ”Lunde”. Han gik folk på dørene og samlede efterhånden en missionsk  menighed . Denne havde tilsyneladende vokseværk, så meget at Ole Nielsen Falk solgte ”Lunde”  og købte Svingårdsted nr. 3 i 1883 – ( i dag Poul Nielsens ejendom ) . Denne ejendom fik en central plads med stor mødedeltagelse for de indre missionske i Lihme, andagterne her foregik ofte i det fri. Succesen var så stor, at man oprettede en valgmenighed i Øster Hærup, som modvægt. Hans barnebarn var Ole Falk, som havde Lihme Tømmerhandel. Pastor Schaarup var en søn af Pastor Nikolaj Schaarup  i Marstal sogn på Ærø. Han bestod først sin teologiske eksamen 2. gang i 1843. Han blev sognepræst i Lihme 1859. (I.S.)

”Pastor Schaarup og Ole Falk:

Præsten Andreas Gomme Schaarup havde kun Lihme kirke at præke i. Han boede et par kilometer norden for kirken i en lille by, der hedder Aalbæk, Han var født 12. 5. 1809, gift 1. Gang med Petrine Olavia Blichfeldt, født 14. 1. 1825. Død 9.1. 1850. Af børn havde de Nicolai, Andreas, Gustav og Anna. Anden gang var Schaarup gift med en søster til hans første kone. Nicolai og Gustav blev præster, Andreas kom i toldetaten, og Anna blev lærerinde.

Så længe kun Schaarup var åndens talerør, var der ikke noget åndeligt liv at spore i Lihme, men så skete der noget, der rørte op i andedammen: Ole Falk kom til Sønderhede, og Kirkeby kom til Lem og Vejby.

Ole Falk var en havbo, jeg tror nok fra Harboøre, Han købte et stykke hede vester for Kristen Nordgaards i Sønderhede, og der byggede han sig et hus . Han var en meget alvorlig mand, nærmest i Indre Missions retning, og han gik sin Herres og Mesters ærinde uden at spørge om, hvorvidt det behagede hans medmennnesker. Og så dundrede han så længe for de ugudelige i Gårdsted og Sønderhede, at han fik lavet nogenlunde ordentlige mennesker af dem. Og så samlede han dem i hjemmene til andagtsøvelser, så der dannede sig en hel lille menighed.

Skønt Ole Falk egentlig ikke syntes om Pastor Schaarup , så rådede han alligevel sine folk til at gå i kirke, idet han betonede, at der var også andet at gå i kirke efter, end præstens ord.

Ole kom altid i kirke, og han fulgte prædiken med den største opmærksomhed. Var der noget, han ikke syntes om, ventede han uden for kirkedøren, til præsten kom, og så gik han hen og bad præsten følge med ind i skolestuen et øjeblik, da der var noget i prædiken, som han ikke havde forstået.

Dette skete flere gange, og præsten klarede ikke lige godt for sig hver gang, og det var nok ikke fri, at pastoren skælvede en ganske lille smule, når han hørte det kendte:” Hr. P-a-a-a-stor” ledsaget af en sagte berøring af hans skulder, idet han trådte ud af kirken. Denne skolegang blev noget af en pilgrimsgang for ham, men Ole ville have sin sag behandlet.

En gang sluttede han sin tale til præsten således: ”Nær di no næjst gång kåster dje gåen ue, så ska Di hæng no mie wægt we, få æn fånger engen feesk i æ øwwerflåe å æ wand, Hr. P-a-a-a-stor!”

Da den ildfulde, grundtvigianske omvendelsesprædikant A. Kirkeby, blev præst i Lem og Vejby, vakte det et overordentligt røre i hele Sydvestsalling. Nå, der var vel ikke så mange fra Lihme by, der fandt vej til Lem, men mor var da imellem dem, og det gjorde, at både min søster Kirstine og jeg blev konfirmeret i Lem kirke.


Overtro:

Overtroen var stor i de samme dage. Beboerne i Lihme var i denne henseende hverken værre eller bedre end de øvrige sallingboere. ”En må hellere tro for meget end for lidt”, var et yndet ord, der dækkede så bekvemt over overtroen. Men vist var der skidtværk ved rørpytten nordøst for kirken, efter at solen var gået ned, ligsom det slet ikke var umuligt, at en enlig nattevandrer kunne møde en hovedløs hest  eller  hovedløs so i Dybdal eller på Lihmegårds mark. Også kunne det hænde, at én kunne hilse på en mand ude i Vendal, skønt han gik hjemme i sin gård i Østerhærup. Jo da var der endnu mystik i Lihme.

Det var en lidt vanskelig tid at leve i. Der var så uhyre meget, man skulle iagttage, for altid at finde sig på den rigtige side af tilværelsen, - man måtte ikke vende om for at hente glemte ting, når man havde forladt hjemmet. Man måtte ikke begynde noget om mandagen, ikke sidde 13 til bord, ikke smide afredt hår ud, for at man ikke skulle få en eller anden sygdom, når fuglene tog det til redebygning. Var det en gul fugl, fik man således gulsot. – Tænk på de mange regler for frugtsommelige kvinder, for at barnet ikke skulle få en eller anden dårligdom. Hun måtte ikke sætte sig på en huggeblok, det gav hareskår; satte hun sig på et reb, døde barnet af tarmslyng; gik hun under tømmen, blev barnet kvalt af navlestrengen; fik hun en mus eller padde kastet i ansigtet, undgik barnet ikke modermærket af en mus eller padde; af samme grund måtte en frugtsommelig kvinde heller ikke tage en maske for ansigtet, sværte sig eller ugle sig ud på en anden måde.

Eller hvad var der ikke at vogte på, for at den lille kunne blive lærenem, god til at synge, klog og rig, ja, det gjaldt nok om at være vågen, om man ville sit barns vel.

Ved bryllupper måtte man være lig så varsom, om forbindelsen skulle blive til held, om de unge skulle blive hinanden tro, få glæde i livet osv. Der toges varsel af alterlysene med hensyn til, hvem der skulle leve længst.

Ved begravelser var der om muligt endnu mere at holde øje på, særlig for at holde den afdøde fra at gå igen. Lå han med åbne øjne, skulle der snart en af familien følge efter ham.

I al sin gøren og laden var man forsigtig overfor  såvel naturlige som overnaturlige magter.  Ligeledes var man omhyggelig i omgangen med ild. Vel havde man assureret, men det var gerne lavt, og man havde endnu den fra fædrene nedarvede rædsel for ”den røde hane og indflettede denne i aftenbønnen med et: ”Gud fri os fra ildens våde!”

I den første tid, efter at min far var kommet til Lihme, havde de ingen aviser. Nyheder fik man med kræmmerne, studehandlerne og i møllen og smedien. Underholdningen om aftenen i mørkningstimerne bestod væsentligt i de gamles beretninger fra krigen, spøgelseshistorier, historier om nisser, trolde, marer og varulve, hertil kom kloge mænd og koner.

Da Maren Honning hentede Kristen Nielsen.

En rigtig god historie, der knytter sig til den største gård i Lihme, må jeg dog fortælle.:

Kresten Nielsen hed han, gårdejeren, og da han ikke godt kunne sammen med konen, tog han 1000 rigsdalere ud af skabet og et rødt øg ud af stalden en nattestund, og så red han hjemmefra med den beslutning, aldrig mere at vende tilbage. Der var ingen gæld på gården, så konen var usnydt, når hun fik lov til at beholde hele ejendommen, og han kunne med rolig samvittighed rejse med de 1000 rigsdalere og det røde øg. Men Kresten Nielsen havde ikke regnet med, at konen slet ikke ville af med ham, og at hun ville særtte himmel og jord i bevægelse, for at få ham tilbage.

Da hun næste morgen så, at manden var borte, og siden at også øget og pengene var væk, var hun straks klar over, hvad der skulle gøres. Hun havde en dygtig karl, som hun sporenstregs sendte til Vindblæs, for at den kloge Maren Honning, skulle stå hende bi. Karlen fik en slant gode dalere med, og så red han af Hvalpsund til. Hen på eftermiddagen nåede han til Vindblæs og kom straks for den vældige Maren

Da hun havde hørt fortællingen, mumlede hun en ed og gik ind i en slags camera obscura, hvor hun opholdt sig temmelig længe. Da hun endelig kom ud, så hun noget medtaget ud, dog kunne hun både bande og råbe.”Gårdmand Kresten Nielsen i Lihme skal være i sin gård inden tre solemærker, det må du sige Maren Honning i Vindblæs har sagt!” råbte hun, idet hun lod sin kødfulde hånd dumpe ned i bordet.

Nå ja, den besked var jo så meget god, om den ellers kom til at sæde (passe). Der var ikke andet for karlen at gøre, end at betale Maren hendes dusør og så se at komme tilbage til Lihme. Da Kresten Nielsens kone fik referat af turen blev hun mere rolig, man vidste jo da, at hvad Maren Honning sagde plejede at slå til, og her var jo ikke andet at gøre end at se tiden an i håb om, at Maren havde sendt en djævel ud for at jage hendes mand hjem igen.

Der gik imidlertid både en og to dage, og der viste sig engen Kresten Nielsen, og folk var ved at ymte om, at Maren nok alligevel havde glemt sin lærdon;  når solen nu gik ned, var den omtalte tid forbi, jo, hun var jo nok bleven for gammel.

Spændingen voksede imidlertid, eftersom solen nærmede sig”Æ Vesterhyv”, den begyndte at kærtegne nogle ”Gråboenbuske” – Artemisea vulgaris – i synskredsen, og folk forsamledes nede i byen og i Kresten Nielsens gård. Skyggen på kirketårnet steg højere og højere, og man sattevagtposter ud, for at de skulle melde, så snart noget i retning af Kresten Nielsen lod sig se. Men solen havde ikke forladt det øverste af tårnet, før en rytter kom galoperende ad vejen ned fra Lihmegård  og styrede lige ind i Kresten Nielsens gård. Det var et vildt ridt, angen stod i to lange kegler ud fra næseborene på øget, og halen stod som en lægteende bagud. Men i samme øjeblik, det var kommen ind i gården, styrtede det død til jorden, medens manden samlede sig op og luskede ind i, han ville ikke have snak med nogen, han var jo bleven ”fjale” (underlig) ved det, der var så mange, der stod og ventede på ham i hans egen gård. Men siden, når han sad i et godt lag og havde fået nogle punser ned, kunne det nok hænde at en eller anden kunne liste ham til at fortælle om sin færd, og så kan jeg tro, der blev lyttet.

”Jo, to det var det lav, at jeg lige skulle til at ride ind i Århus by; øget gik og passede sig selv og jeg sad og nummererede på, hvad jeg skulle tage mig for, og så sprang der en kat over vejen, og i samme nu var det, som om en brølte mig ind i øret:” Du skal hjem, Kresten Nielsen! Du skal hjem straks; det gælder dit liv, Kresten Nielsen!” Jeg blev noget ”fornummen” ved dette her, og uden ret at sanse, hvad  jeg  gjorde, vendte jeg den røde og begyndte så småt at ”nulre”  tilbage. Det gik noget træls i førstningen, og den første dag kom jeg ikke ret langt. Jeg overnattede på kroerne og gav drej både det ene og det andet sted. Men den tredje dag kom der uro over dyret. Det var, som var det kommet ind på, at der var noget galt på færde. Jeg jog jo ikke på hende en eneste gang, men det lod til, at hun blev jaget frem af noget, jeg ikke kunne se, og hun for af sted, som gjaldt det livet! Nå, det gjorde det da også for hende, stakkels Røde!”


Et skamskrift:
Mens vi er ved Christen Nielsen (Adelgade 42)(se forrige nr.), er det bedst at fortælle om deres tjenestefolk. Karlen hed Peder Christian Madsen og var vistnok fra Rettrup, og pigen hed Karen og var datter af en lille gårdmand, der boede ved siden af (V. Hærup Strandvej  3), Hans navn var Christen Sinding. Da gårdfolkene blev gamle, plejede de unge dem så godt, at de blev uundværlige for dem, og da disse ikke længere kunne forestå den store bedrift, afstod de gården med alle dens herligheder til de unge, der var blevet kærester. De skulle så sørge for de gamle, så længe de levede. Det rejste imidlertid så voldsom harme blandt Christen Nielsens familie, og i tiden efter at Peder Christian Madsen havde overtaget gården, var der stadig smæderier i omløb, og i disse skamskændedes alle, der kunne tænkes at have med sagen at gøre.

Et af disse papirer blev stukket ind af døren til præsten, til Christen Sinding med fl. Jeg har et liggende for mig, det er skrevet med en smuk håndskrift, gotiske bogstaver, og en ret god ortografi. Det lyder i sin helhed således:

”Her hører vi megen tale om den gerning, du Christen Sinding og Christen Nielsen i Lihme gjorde den gang, I delte hans gods. Gjorde I dengang efter Guds hellige ord og bud? Gjorde I den gang med andre, som I ville, at andre skulle gøre mod jer. De mænd af Lihme by og andre steder fra måtte skamme sig, så længe de lever. Der var ingen af dem som talte om den gerning, han havde gjort. De sagde dengang og siger endnu, at sådan en gerning ikke kunne forsvares for Gud, men de dulgte deres mening for med det, han gav dem, det var at ligne ved som tyv kunne gå hen og stjæle nogle hundrede specier, og han så gav en fattig mand de halve, om Guds ord da kunne bevise, at han var den fattiges mands velgører, når han havde fået pengene ved Djævelens og Satans list, og ingen af dem kunne tilkomme nogle deraf.

Du kan ikke gå ind i Guds hus uden med al spot og skam, frækhed og stolthed, du kan ikke høre et ord af præstens mund, der kan berømme din gerning eller trøste din samvittighed eller bekræfte håbet om evig lyksalighed, der er intet andet der pryder dig end skinhellighedens kåbe, som du går så fuldt indhyllet i. Du har bespottet og forhånet din konfirmationsdag, du har vist, at hvad der på så betydelig og højtidelig en dag bliver talt og hørt, tilspurgt og svaret på intet betyder og intet er at regne med.

Vi kan nok slutte os til, at der må være nogle buder i Guds ord, der kan bevise at sådanne gerninger er rigtige, ellers ville det være for stor en skam for dig og for Gud og mennesker, og Præsten da heller ikke kunne samtykke og tie, når det ikke nøjagtig var efter Guds ord, da det ville være til for stor forargelse og elendighed for andre mennesker.

Skriv os nu til igen og lad os vide, hvor disse ”Buder” findes i Guds ord. Dine breve skriver du til Jens Smed i Pallishus og til Bustrup Møllesvend, så skal vi nok få fat på dem og give svar igen. Jeres præst i Ålbæk bliver et tilsendt, ligeledes og nogle flere steder til her i sognet og ligeledes til Lihme sogn til andres betragtning og bedømmelse, om Gud for sådan en gerning kan prises og æres eller spottes og foragtes. Du skal elske Herren din Gud af dit ganske hjerte og af din ganske sjæl.”

Nå, Peder Christian Madsen og Karen Sinding red stormen af og satte et ikke ringe kuld af børn til Verden i den let erhvervede gård. Men et par år efter deres giftermål, viste der sig en lille udvækst under Peder Christians hage, og da den blev så stor som et dueæg, rejste han op til Vindblæs, for at Maren Honning også denne gang skulle hjælpe. Da hun havde set lidt på den, sagde hun:” Ja, nu kan du tage til Skive og købe en skarp knivtang, den skal du give din kone, og så skal hun nappe fyren af!” Og hun føjede til:” Jeg skal nok være kone for at stille blodet, når og hvor det bliver gjort!”

Ja, det kunne den mægtige Maren jo nok foreskrive, hun kunne jo sige sig selv, at ingen kone ville behandle sin mand på denne måde, Karen Sinding selvsagt heller ikke. Peder Christian beholdt sit dueæg, til det blev ”gåseæg”, ja, til sidst var det så stort som et barnehoved og hang, når han ikke havde det bundet op, helt ned midt på brystet.

”Det skal nok blive kendt på et menneske, når han har gjort en uretfærdig gerning!” sagde hans fjender.

 

Peder Sinding:

Og så skal Peder Sinding have et kapitel.. Han har jo lagt så megen kolorit over Lihme sogn i halvfjerdserne og firserne i forrige århundrede, og han spillede en stor rolle i mit barndomsliv. Hans far Christen Sinding, som vi lige har hørt noget om, havde fire børn, men der var sindssyge i familien, og flere af hans børn henfaldt i en eller anden art af sindsforvirring. En blev gårdkone i Balling. Hanne tror jeg hun hed, hun var fra forstanden i mange år. Mariane var gift med høker Jens Christian Nielsen i Smedemark, blev en gammel kone, men gled også over i vanviddet, inden hun døde. Kirsten Sinding blev aldrig gift, hun levede i et lille hus nede i Ålbæk, men var alle sine dage noget ”sær”. Karen, der blev gift med Peder Christian Madsen, fejlede ingen ting.

Men så var der Peder Christensen (Sinding), den eneste søn, og skulle helst have ejendommen (V. Hærup Strandvej 3).  Per var en meget opvakt dreng, der stadig var mellem de bedste i skolen, og da han blev konfirmeret, stod han øverst på kirkegulvet, og det betød noget i disse dage, da de blev opstillet efter kundskaber. Præsten, Olsen, var glad for den flinke dreng, og han var forældrenes stolthed. Så var det, at han i overgangsalderen hensank i sygelige, religiøse grublerier, der varede hele hans ungdom igennem. Han blev mennesky og indesluttet, kom ikke til de unges sammenkomster og deltog ikke i nogen fornøjelse. I disse år led han meget, det var en art forfølgelsesvanvid, der havde grebet ham, og han ængstedes for sin sjæls salighed. Så lærte han snedkerhåndværket, og det var som bedredes hans tilstand sig lidt, og så blev han forlovet med en pige, der hed Ane Hede, og da de blev gift – omkring 1858 – troede folk at nu blev Per Sinding som andre mennesker. Og havde Ane så sandt været ham en bedre kone, var Per bleven en anden mand, end han blev. Han elskede hende til lidenskab. Han kunne gøre alt for hende, der havde taget sig af ham, da han var et vidunder for sine omgivelser, men hun var ham på alle måder  en dårlig kone, og da de havde været gift en kort tid, gik han ind i en urolig periode. Han kunne, allerbedst som han stod ved sin høvlebænk, lægge redskaberne og fare over til en af naboerne for at aflevere en lang skændeprædiken over en eller anden, oftest en af hans familie, præsten eller en af konens familie. Undertiden begyndte han at råbe og skrige lige fra hjemmet til han kom, hvor han vilde. Han kunne da opløfte begge sine skindmagre arme mod himlen og udjamre sin nød eller udbrøle sine skældsord. Jeg sad en eftermiddag og hørte på ham.  Længe inden han kom, kunne jeg høre hans hyl. ”Ak! Ak! Aaaak! Sikken nød a var i Ak! Ak! Ak! Aaaak! A gik og rugede over mine tunge tanker- aaak! Skulle du Christen Hede ikke have taget dig af mig? Ve! Ve! Ve! Over dig og alle dine kanutter, du drak med, Ve! Ve! Ve! Skulle du ikke have taget med på handel,  ak!ak!ak! Du grinede af mig, gjorde du! Ak! Ak! Ak! Du ka´ grine i Helvede! Ak! Ak! Ak!”  Så var det som han blev mildere stemt. ”Den eneste, som forstår mig, er An, hun er den bedste af dem alle”. Så gav han sig til at le og gå hjem efter.” Hun er fuld, hun er lige ved at stå på hovedet! A har selv hentet brændevinen til hende! Hun må få alt det, hun vil ha´, for der er ingen, der har forstået mig som hun!” Og så lo han igen.

Når han i en lang udredning havde bevist, at en af hans nære slægtninge var den største kæltring og skurk, der kunne gå på Guds jord, og han havde udtordnet sine forbandelser over ham, endte han ofte med følgende slutningsreplik:” Der har I det, Amen!” Og så kunne han smække døren i med et knald.

Var der nu kommen en hen til ham, som havde et ærinde til ham, enten det nu var en bestilling på en ligkiste eller et andet stykke arbejde, ja, så holdt han inde med sine udgydelser og snakkede forstandig om sagen, og da var der ikke noget særligt at mærke på manden.

Da moder efter fars død var kommen til at bo i et lille hus på gadejorden, måtte hun tit holde for. Nu var hun ikke meget for hans løb på hendes hvidskurede gulv, og derfor bad hun ham en dag sætte en lille krog på døren, så hun kunne låse den. Jo, Per Sinding var straks villig. Han løb hjem og hentede krog og øskener, og snart var den sag klaret. Men da han næste gang ville ind, var døren kroget. Da blev der stilhed, men pludselig hørte mor hans enetale bag den lukkede dør.”Se! Se! Hi1 Hi Nej se vi det! Hi! Hi!” Og så fandt han situationen så overstadig morsom, at han krumbøjet af latter skyndte sig hjem.

Per Sinding var altid  god og venlig mod børn, og vi var egentlig aldrig bange for ham, om han end rasede aldrig så galt. Og kom der et barn hen til ham, skulle han nok holde inde med galskaben og bøje sig ned til det for at høre, hvad det ville.

Pastor Olsen der havde konfirmeret ham, elskede han, men Fontenay og Schaarup, der kom efter, var ikke efter hans hoved, rent galt var det med den sidste, der var en del selvbevidst. En gang løb han efter ham med en fork, og gjorde udfald imod ham, som ville han spidde ham. Men pastoren løftede sin sølvbeslagne stok og sagde:” Vig bort, du onde ånd!” Nå, Per Sinding gjorde imidlertid ikke præsten noget, men samme eftermiddag, da præsten og kirkegængerne var borte, tog han en skovl og gik om og slog alle de ruder ind på kirken, han kunne nå. Dette førte imidlertid til, at far gik om til ham og sagde:” Du har klinket ruder i kirken, Per Sinding, se dem må du hurtigst muligt få sat ind igen, ellers skal jeg sørge for, at du bliver sendt til Viborg!”

Det var den værste trussel, han kunne få, og han fik travlt med at udbedre skaden, og vi beholdt Per Sinding hjemme i Lihme til videre oplivelse.

I de samme dage var der et mindre selskab af kvinder, der gik sammen til en lille festlighed, når de kunne knibe en lejlighed. Det var ikke alene kaffe, de nød, de ville helst have den godt spædet op med brændevin. Lejligheden var imidlertid vanskelig at opnå, se derfor var det, at Niels Trærups Ane Sofie al tid vaskede mandens islandske trøje og hængte den op i det højeste træ i haven, når han skulle på en længere udflugt. Og skulle det aldrig fejle, at der knaphændig indfandt sig 3 til 4 tørstige koner. Havde An Sinding (Ane Hede) opdaget trøjen, måtte Per af sted til høkeren i en snarhed efter brændevin, og når hun havde fået fat i den , var hun hentaget, og Per vidste nok, at han så ikke kunne vente hende så snart igen.

Da far døde og blev ”lagt på strå” i skolestuen, gik Per Sinding op og sov på en af skolebænkene, idet han syntes, at det var synd, Degnen skule stå ene derovre.

 Smedens bryllup:

 Per Husted havde sin smedie i Byens sydlige del (På hjørnet i svinget hvor udsigten går fra Vester Hærup Strandvej). Han blev gift med Inger Hede en søster til Peders Sindings kone og til Anders Hede, bitte Per Hede, Christen Hede og Birthe Marie Hede, der var gift med Jens Jepsen i Ålbæk. Per Husted var en flittig mand og klarede sig godt. På hans bryllupsdag kom der ridende en stafet fra Skive, der meldte, at de Rendsborg slaver var brudt ud og var gået hærgende og brændende op gennem Jylland, og næste dag kunne de nok ventes til Lihme. Der blev en værre opstandelse. Smeden måtte omgående trække af bryllupsklæderne og trække i arbejdstøjet og skynde sig ud i smedien, hvor folk begyndte at strømme til for at få deres leer rettet ud, deres forke og høtyve skærpede, deres økser slebne og for at få smeden til at smede lange, tveæggede knive, som de så gjorde fast på lange stænger. – Jo, det var nok en urolig bryllupsnat, Per Husted havde.

Da der nogle dage efter kom besked om, at det hele havde været blind alarm, ja, da skulle leerne lempes igen, men de lange spydblade kan man endnu finde enkelte af indstukket hist og her ved en lægte i en lade eller på et loft.

En var der i Lihme by, der ikke troede på slave eventyret, og det var Per Sindings søster Karen. Hun sagde, da smeden lavede våben, og degnen eksercerede med de unge, der skulle ud og møde fjenden:” A trower mi  sajen et, te en klat slaver kan kom´ fra Rendsborg hel  her op uden at blyw stanst!”

”Slavekrigen” hypnotiserede ellers hele halvøens befolkning både store som små.
(I Lihme skoles protokol står følgende: Skolen aflyst på grund af mobilisering. Læreren skulle eksecere med byens karle nede ved kirken.)

Limegård.
Limegårds historie går langt tilbage i tiden. Man har papirer, der beviser, at Hvaserne på Kås før reformationen ville franarre kanikerne i Viborg, som ejede Limegård, et stykke, der kaldtes Bauens mark. På denne mark opførtes senere Baunsgård. Da det var småt med penge i begyndelsen af det 19. Århundrede, gjorde ejeren af Limegård, som da hed Anders Olsen, en del gode handler med Jegindboerne, idet han solgte korn til dem til meget høje priser, og da de ikke havde flere penge, tog han deres sølvtøj. Han takserede selv sølvtøjet og tjente glubsk. Se, derfor måtte han gå på Limegård mange år efter sin død og rasle med sølvet fra Jegindø. Ja, sådan er der fortalt mig.

Han havde børnene  Peder Andersen (Skjelsgård), der var født i året 1800. Han boede i gården Nørhede i Ålbæk, han havde ord for at kunne ”vise igen” det, der var blevet stjålet. Tateren Jens Akselsen, der boede i et lille hus ikke langt fra Per Skjelsgård gård ( Sikkert Ålbæk fattighus der lå et stykke vest for Nørhede), sagde: ”Vil du have med Jens Akselsen at gøre, da må du vide, at han bor ved siden af Per Skjelsgård , der har med fanden at gøre!” Peder Skjelsgård skal have forgivet sin aftægtskone, Kirsten Thomasdatter, den 10. Februar 1856. Skønt man i den afdødes mave fandt rød arsenik, og Per Skjelgård havde denne vare i sine gemmer, blev han dog frikendt af øvrigheden, da han svor på, at han ikke var skyld i konens død. Om konen ved at snuse i hans gemmer havde fundet det arsenik, som han brugte, når han støbte sine hagl og sine kugler til jagten, det kunne han ikke være ansvarlig for. Men i befolkningens bevidsthed var han Kirsten Thomasdatters morder. (Hele sagen kan læses i Spøttrup lokalhistorisk Arkivs  tidsskrift  -  ”Mølposen 1979 nr. 2 side 7).

Så havde Anders Olsen en datter, der var gift med gårdmand Søren Kjeldsen i Ålbæk (Ålbækvej 52), og endelig havde han sønnen Jens Andersen, der fik fædrenegården.

Når Søren Kjeldsen i Ålbæk kun havde 9 fingre, havde Jens Andersen 11, idet han havde 2 lillefingre på den ene hånd. Han var en temmelig ondsindet mand, og det var ikke hyggeligt at tjene på Limegård i hans velmagtsdage. Hans kone Johanne, var vist god mod sine folk, hun var i hvert fald meget afholdt af børn. Der vankede al tid et stykke kandis , når hun havde besøg af et barn, når det gik, skulle der altid siges ”Sidstpek”, og det kunne gerne stå på i længere tid.

Jens Andersen havde en lille protokol, hvori han opnoterede sine naboers  småsynder. Herfra kunne konstateres, at Kristen Baunsgårds kvier havde besøgt Limegårds kløvermark en bestemt dato, at Anders Hedes får havde hjemsøgt Jens Andersens havremark en anden dato, at degnen, Christensen, havde forsømt at ringe solen ned en hverdag og kun ringet en gang til gudstjeneste en bestemt søndag osv. ”En ved aldrig, hvad nytte en  ka´ få af sådanne optegnelser,” sagde han med skadefryd i blikket.

Min bror, Christen Lund, tjente som 15 årig på Limegård som hyrdedreng, og da havde han følgende oplevelse: En dag havde et får brækket et ben, det var, af en anden, blevet snøret omkuld i tøjret. Da Christen så det, løste han fåret og gik hjem og fortalte det. Jens Andersen, som på dette tidspunkt havde så gigtsvage ben, at han kun kunne bevæge sig omkring med 2 kæppe, sad på en lille skråning udenfor gården med begge sine kæppe liggende ved siden af sig.

”Hvordan er det gået til?” spurgte han da Kristen havde aflagt sin melding.  - ”Det ved jeg ikke!” svarede drengen.  - ”Det er løgn, din hvalp,” sagde den gamle, ”tror du ikke, jeg så at du løb efter fårene i formiddags, du skal ikke snyde manden på Limegård, din tiggerunge!” - ”Det var et, der var løbet løs, jeg indfangede, men det er ikke det,  der har brækket benet! For resten lyver jeg ikke. Jeg kan ikke gøre for, at min mor er fattig, men tigget har hverken hun eller jeg!” - ”Kom her hen!” snerrede  den gamle med et giftigt blik efter Kristen, medens han famlede efter sine kæppe.

Vreden kogte op i Kristen, han adlød befalingen hurtigere, end Jens Andersen havde beregnet. I et nu sprang han til, greb begge kæppene og sprang tilbage igen. ”Så skulle jeg være en tiggerunge!” sagde Kristen og slyngede den ene kæp så langt ind på marken, som han evnede, ”Også en løgnhals!” og den anden fulgte efter. Jens Andersen rasede, men han turde ikke uden stokke vove sig op på de dårlige ben. ”Giv mig mine kæppe, din asens knægt!”  - ”Nej endda om  I får dem!” svarede drengen fast. -  ”Jeg skal knække sidebenene på dig, din kæltringsunge!” - ”Ja, derfor går jeg også min vej, jens Andersen!”  - ”Du skal give mig mine kæppe, Kristen!” Drengen lagde mærke til det klynkende i den gamles stemme, og tog en hurtig beslutning, vendte sig om og sagde: ”Er jeg en tiggerunge?”  - ”Nej!”  - ”Eller en løgnhals?” -  ”Nej, nej,! Lad mig så få mine kæppe, bitte Kristen!”  Min broder betænkte sig et øjeblik. ”Hvorfor har I aldrig givet mig et æble? I har dog i tøndevis omme i haven!” -  ”Du skal få æbler, Kristen. Hent så mine kæppe!”  - ”Må jeg først gå om og tage 10 af de kønneste æbler, jeg kan finde?” blev Kristen ved.  - ”Ja, men skynd dig!”  Kristen sprang over havegærdet og kom kort efter tilbage med 10 store, rødkindede æbler. Derpå gik han hen, gav den gamle kæppene og gik så til sin gerning.

Af børn havde Jens Andersen og Johanne (Jens Ajsen og Johan) Jens Jensen, der fik gården. Anders der havde været ugift blev gående hjemme som karl på gården, vist nok en trofast slider, men en robust fyr medet lidet tiltalende ansigt. Jeg husker at jeg engang så ham gå ude på marken og sprede gødningen med de bare næver, nå det var fåregødning, der var vanskelig at pille i stykker med en greb. Da han blev omkring de 30 år, købte han en lille landejendom (Ø.Hærup Strandvej nr. 26), for at danne sig et hjem. Men så kom det værste, han skulle have fat i et pigebarn, og Anders anstrengte sig af karsken bælg, men alt forgæves. Man fortalte, at når han var til legestue, kunne han gribe en lige i skørterne og sige: ”Følg du med mig, min pige!” Men der blev ingen pige til Anders, han døde ugift.

Lars fik en lille ejendom østen for gården og for vejen  der førte til Øster Hærup (Svingårdsted nr. 4). Hans kone hed Lisbeth.

Ole fik Kristen  Norgårds gård i Sønderhede, da han giftede sig med datteren Karen, men jeg tror, at han snart opdagede, at han alligevel havde fået den lovligt dyrt. Hun var et rivejern og ville gerne have megen stads og leve godt. Når Karen var høj og fyldig, var Ole lille og tynd. Han var meget tarvelig i sin levemåde og kunne hjælpe sig med lidt. Jeg så f.eks.  en gang, at han kom ned gennem Lihme by rygende på kun et pibehoved( uden piberør). Ole var altså praktisk, hvad han også beviste ved en anden lejlighed. Han havde en stud der havde forstoppelse, og nu var det et almindeligt anvendt hjemmeråd i et sådant tilfælde, at dyret skulle ”ryge tobak” agter. Det blev imidlertid konstateret, at studen ikke var så trænet med denne sport som Ole, hvorfor den måtte have hjælp, om piben ikke skulle gå ud. Men Ole var parat, og nu fik man det særsyn at se, at piben vandrede temmelig rak fra Oles mund til dyrets bag og retur igen.

Karen var slem i munden og havde sin nød med at forliges med sine naboer, og derfor fik hun følgende hilsen fra byens rimsmed Jens Pedersen i Sønderhede (V. Hærup Strandvej nr. 23):

”Ka Skrap, hon løwwer å Honningsop.

Wolle Ælling, han løwwer å Kartoffelskrælling.

Og endelig havde Limegårdsfolkene Døtrene Maren og Ane Katrine.


Rimsmeden:

Om ovennævnte Jens Pedersen kan nok siges, at han var af den klasse digtere, der måtte nøjes med affaldet af suttungsmjøden (Den bedste Drik ved Guders Gilde, i Odins Borg). Her hidsættes, hvad jeg videre har fået fat i af hans frembringelser. Et lille sladderselskab bestod af:

 

”Tow fræ Hærrop,Jen fræ Trærop,

Ann Hie aa Met Kaak-

Dær haar I æ Flaak!”

 

Det bedste jeg har fra hans hånd, er remsen om bymændenei Lihme. Det kan nok spores, hvem han ikke synes om, og hvem han godt kunne lide, for resten er den ikke ondskabsfuld:

 

Æ dejn han slår somti håt,

Søren Pejsen, han gjør enhver gåt.

Ja, Søren Pejsen han er åle væk.

Jens Broonsgård, han gier hvær en smæk.

Pe Kristjan er bode tyk å fie,

Pe Sinding er bode op å nie.

Ja, Pe Sinding er bode gue å gal.

Kren Pilgord ær bode lång å smal.

Pe Huste ær æn stræfsom mand.

Pe ståffer skræv al de han kan.

Ja, Pe ståffer triner gåt te fram.

Hans Skomager bowwer mødt i æ damm,

Jens Boelsen trowwer, Kren Norsgord kan hegs.

Men Pe Kristjan han ær nok så fegs.

Nels Lasen er en ussel mand.

Kren Trærrop ær ue å fatte stand.

Jens Ajsen klawwer sæ å skår et.

Kræn Baunsgord  browter å hår et.

 

Til nærmere forklaring af digterværket tjener: Degnen var min far. Søren Pedersen boede norden for skolen, han var et tjenstvilligt menneske, der foruden at sysle med det lille landbrug drev lidt fiskeri. Når han gik til fjorden, stak han altid indenfor i skolen for at aflæse barometerstanden. Hans kone hed Ingeborg, hun var meget afholdt af vi søskende. Når hun kom op til skolen, havde hun gerne noget godt gemt inde på sit bryst, og hun ville så altid, at vi skulle finde det frem. Søren Pedersen endte sit liv på den måde, at han faldt i et hul norden for kirken, da han ville skylle sit fiskegarn.

Jens Brunsgård åreladede folk og ”slog dyr op” – altså åreladede også dyr. Han ejede gården i byens nordlige del (Adelgade nr. 25).

Peder Kristian Madsen, ham der fik Christian Nielsens gård,  var velnæret, men havde den store udvækst under hagen( V. Hærup Strandvej 2).

Peder Sinding er der fortalt om tidligere(V. Hærup Strandvej 3).

Kristen Pilgård boede i den vestlige del af byen ved vejen, der førte forbi Peder Stoffers og Gret Skovs ud i heden( Sikkert Udsigten nr. 2, idet lergravene tilsyneladende lå på Vendalvejens højre side lige efter Vendalhus – Udsigten 1a.

Smeden Peder Husted er før omtalt ( V. Hærup Strandvej 17).

Omkring Peder Stoffers var der en mængde limgrave, hvorfra Lihmeboerne hentede lim til deres marker. Det er vel nok denne jordart, der har givet både sognet og Limfjorden navn.

Kristen Nordsgård er tidligere omtalt.

Peder Kristian Larsen er så vidt jeg ved, i nær familie med ”digteren”. Han boede i en gård østen for vejen fra Lihme by til Vester Hærup, en større gård i det sydligste af sognet(Sdr. Hede nr. 16).Efter realregistrets oplysninger køber han gården af digteren i 1850.

Niels Larsen var bror til Peder Christian Larsen og boede i en lille gård nordenfor broderens, hans kone hed Karen Bager (V. Hærup Str. 19).

Kristen Trærup og hans kone Ane Sofie er før omtalt, de boede øst og nord for Niels Larsen.

Jens Andersen, ejeren af Lihmegård, boed e øst og syd for kirken(Ø. Hærup Str. 12).

Christen Baunsgård (hed oprindelig Christian Laursen) havde 3 sønner: Laust, Christen og Peder Baunsgård. Laust fik gården, Christian blev ejendomskommisionær, og Peder Baunsgård blev afholdsvært i Skive(Mellemtoften 12).

 Niels Stoffer:

Et lille optrin fra skolestuen skal jeg dog også fortælle. Peder stoffers søn Niels, var ingen vismand, men han var et ejegodt barn, og dette barnlige sind beholdt han helt op i manddomsårene. Og så var han mere fri i sin optræden, end børn i almindelighed i disse dage var, overfor deres lærer. Fik han en ide, kom han med den, om end den var nok så barok. Nå, far havde katekiseret om menneskets fortrin for dyrene (før 1860 og før Darvinismen blev kendt), og han var blevet færdig med de åndelige fortrin og skulle så til at tage fat på de legemlige. Men dem kunne børnene ikke rigtig tumle.

Far: ”Nå, er der ingen af jer, der kan sige mig et legemligt fortrin som menneskene har for dyrene?”

Børnene tav, Far gentager og venter. Niels Stoffer rækker sin finger i vejret.

Far: Nå Niels, hvad mener du?”

Niels Stoffer: ”Æ Minnesker goer i træsko!”

Gret Skov:

Anne Margrethe Jensdatter var født i Skovhuset påKås Hoved d. 14. Juni 1808 og var datter af Jens Boirs (Jens Lausten).Hun var tjenestepige hos proprietær Colding på Kås indtil 1921. Herefter fik hun arbejde i henholdsvis Ramsing og Håsum sogne. Som 37 årig bor hun som almisselem i Lihme fattighus sammen med 2 andre lemmer på henholdsvis 85 og 43 år. Hun fortsætter sikkert med at arbejde som almisselem rundt på gårdene, idet hun træffes på Baunsgård i 1850 og hos husmand Niels Madsen i Lihme by 1855. Ved sin død d. 18. August 1868 tilføjer præsten navnet Schou i parentes.

Gret Skov boede ude ved begyndelsen af Vendal ved den dårlige vej, der fra Lihme by førte ud mod vest til de små fiskerhuse ude på Hedebakkerne. Hendes hus var så lille, som det næsten kunne være, når det skulle være en menneskebolig. Væggene var af ler og meget lave, taget af strå iblandet med lyng. Det par små vinduer med det solbrændte drejede glas kunne godt give indtryk af et par skelende troldeøjne. Der var en stue, et lille køkken, et rum til tørv, et spisekammer og en forgang. Dørene var lave, og der var ikke højt til loftet, og det skulle der egentligt have været, da huset var bygget til Gret Skov, og hun var et langt, mandfolkeagtigt stykke kvindfolk. Hun var ingen dejlighed at skue, havde vist heller aldrig været det, men nu på hendes ældre dage, gjorde hun nærmest et afskrækkende indtryk. Det vilde flakkende blik, den lange rødblå næse, den alt for vide mund, der når hun lo, fremviste enkelte lange rester af en fordums tandrække, den vejrbidte hud, der var så gennemgået af rynker, så den lignede en mark, der lige havde fået en ” dobbelt skrågang”, den lange spidse hage med nogle hårede vorter på, - jah, det var forståeligt nok, at vi børn søgte at komme i sikkerhed, når fænomenet Gret Skov tonede frem. Hundene kunne helle ikke lide hende, og det skyldtes sagtens det fremmedartede hos hende: den toppede over ende, der fremkom ved, at hun aldrig havde de ellers så temmelig almindeligt ørelæg på hendes hovedklæde, det viltre hår, der i lange tjavser luftede sig på hendes skuldre, og de lange ben, hvorom daskede nogle tynde, pjaltede skørter, - jo, det var alt sammen noget, som en hund med normalt sindelag ville reagere imod.

Og så var det de mest forunderlige ting, man hørte om hende. Således havde hun en mængde mus, og dem havde hun tæmmet sådan, at de kom, når hun kaldte på dem. Gik hun hjemmefra, gik hun hjemmefra, satte hun altid lidt ned til dem, så de ikke skulle lide nød, så længe hun var borte. Og så snart hun kom hjem, var det første hun gjorde, at tilse dem. Hun tog så lidt brød, satte sig ned på gulvet og kaldte: ”Tippe! Tippe! Tippe!” Så kom de strygende fra alle sider, entrede op af hendes skørter og satte sig til ro i hendes skød. Så nød både Gret Skov og hendes mus livet i fulde drag. Når de så var færdige, rejste hun sig op og rystede dem af sig.

Jeg mindes engang, hun kom ind til mor, at hun tog en pakke frem fra brystet, det var en mus, hun først havde pakket ind i lidt uld og siden lagt et lommetørklæde udenom.”A ska´ sej hinde,” sagde hun til mor, ”de hær sølle kræ var fallen nie i æ vandspand, og var lié ved at gå te, men så tuk a en op å pakket den ind, så  i nok ka a si, te den kommer te kryet ijen!” Så pakkede hun den ind igen og puttede den til sig. Som om hun var blevet lidt genert ved affæren, sagde hun lavmælt:” De ær jo søen, te de ær  de jennest  skavninger , dær regner mæ nøj!”

Gret havde også en kat, og den var ligeså velopdragen som musene, altså den forså sig ikke på musene. Om det var, fordi hun var bange for, at naturen skulle knægte optugtelsen, ved jeg ikke, men faktisk er det, at når hun gik ud, tog hun katten med sig. Hun trak den i et bånd, hun havde bundet den om halsen, men var mis ikke villig til at følge med, kunne hun godt hive den op i båndet, så den kom til at hænge på siden af hende en tid. Begyndte den så at kværke og hive efter luft, lod hun den føle jorden under sig igen

Nu kan det jo nok være, at mis alligevel har forsyndet sig mod Grets kære smådyr, nok er det, en skønne dag måtte den lade sit liv. Niels Larsens kone, Karen Bager, lå i barselsseng, og så ville Gret Skov ligesom andre koner komme med barselsmad, og så slagtede hun katten og bar suppen hen til Karen. Da mor nogen tid efter frittede hende ud om sagen, svarede hun: ”Javist så, og det var også en dejlig suppe, og kødet var så hvidt, som var det hønsekød, men den tåbelige kælling ville ikke have en skefuld. Så tog jeg både suppe og kød med hjem og spiste det selv!” Ja, Gret var jo ikke helt som andre. Hun døde af kræft i brystet omkring 1873.

Niels Friis og An´Grand
Niels Fris og An´ Grand i Sønderhede havde hver sin husholdning, endda de var mand og kone, men Niels Fris syntes, at An´Grand var for ødsel, og derfor ville han ikke have fællesskab med hende. Så havde de da hver sit spisekammer, men Niels Fris påstod, at An´Grand neglede fra ham, når han ikke var hjemme. Sådan havde han nogle saltede ål, som hun havde sin gang til. Det voldte ufred mellem dem, og de levede i det hele taget ikke godt sammen.

Niels Fris havde et par ualmindelig store læber, så han var let kendelig, det var nok ellers noget, der var ”glort” ved ham af en heks, der var bleven vred på ham.

Nå, An´Grand gik imidlertid hen og døde, men derfor var Niels Fris hende ikke kvit. I den sene nattetime stod hun ved hans seng og så på ham. Men Niels Fris var situationen voksen, han sagde:”An´Gran, gak du hen til det sted, hvorfra du er kommen!” Og så forsvandt An. 

”Mari te Jeppes”

Jeg har aldrig haft stor kendskab til de mennesker, der boede i Gårdsted eller Svine-Gårdsted som den samling af huse, der lå i syd enden  af sognet, kaldtes. Jeppe i Gårdsted var nu vist ellers gårdmand. Det eneste jeg ved om ham er, at han havde en datter, der hed Marie, og hun var hans eneste barn (Husmand Jeppe Nielsen i Gårdsteds datter Gertrud Marie Jeppesdatter f. 21. Marts 1853. Hun blev gift med Niels Pedersen Husted). Hun blev da også så forkælet, at hun næsten ikke kunne tale, og hun var 12 – 13 år, da hun afleverede følgende tirade til sin kære fader:”Nær do døer, så væl a osså dø. Så vil vi leg i jen kist, å så væl a leg ve æ væk og kle di rek ( klø din ryg)!” – Nå det kan nu også være et rent udtryk for barnlig kærlighed.

Den gang gik børn i hjemmestrikkede uldstrømper, men” Marie  te Jeppes” havde et par ” hueser å gjørens gårn å jæn par å hamborggarn!” Gjørens garn har jeg aldrig siden været præsenteret for.

Stine Stoffer.

Stine Stoffer boede i et lille hus, der lå halvvejs mellem Limegård og Øster-Hærup øst for vejen. Hun gjorde altid vældigt indtryk på vi børn, da hun var morsingboklædt – sagtens var hun fra Mors. Det var navnlig hovedet, der var særligt indtullet. Et tørklæde var rullet sammen til en pølse under hagen og fastgjort ovenpå hovedet. Det var det såkaldte mundklæde, det dækkede begge øren. Dernæst var et lignende sammenlagt klæde anbragt for panden og bundet i nakken (Pandeklædet), og endelig dækkede et lille hovedklæde al denne pakning.

Skulle Stine Stoffer til kirke, havde hun endvidere hele personen tullet ind i et stort sjal.

Ja, så var det altså en dejlig søndag morgenstund, at Stine Stoffer havde fået sig friseret og udstafferet til at gå til kirke, da der hændte hende noget meget ualmindeligt. Stine havde for nogen tid siden fået en del rødspætter, som hun havde stukket på spiler og derefter sat disse fast i taget over hendes indgangsdør. Nu ville hendes onde skæbne imidlertid, at en af rødspætterne havde løsnet sig, og hagede sig fat i hendes hovedbeklædning, og den må have gjort det temmelig godt, thi da hun gik ind ad Lihme kirkedør, lå endnu den ” tørre jyde” ovenpå hendes hoved til fryd for menigheden.

Far:
Samme år - 19. februar 1847- som far blev kaldet til skolelærer og kirkesanger i Lihme, blev han gift med Niels Madsens datter fra Tjagvad, Anne Kirstine Nielsen. De var gift i godt 19 år, og de fik i disse år 9 børn, af hvilke den yngste, Petrea, døde som spæd, og en datter, Kirstine, døde da hun var 22 år, de andre blev med undtagelse af Kresten Lund 70 år og derover.

Det eneste skriftlige, jeg har fra fars hånd, er et brev, som han engang skrev til sin broder, Chresten  Kousgaard Christensen, der var lærer i Stilling ved Skanderborg, og da han deri fortæller helt indgående om tingene, vil jeg gengive det i sin helhed. Det lyder da således:

Kjære broder                                                                                         Lihme d. 11. december 1860

Ja, der ligger en rum tid imellem hin dag, da jeg sidste gang skrev til dig og den dag i dag, da jeg vil kaste alle forretningerne til side og hellige din 43. Års fødselsdag med et par ord til dig og en duesteg til mig selv. Jeg behøver vel ikke til dig at undskylde, at skriveriet går noget raskt i aften, eftersom jeg først har skrevet et dokument og nu først begynder på dit brev, som jeg bestemt vil have skrevet i aften på din fødselsdag. – Af ganske hjerte ønsker jeg dig al lykke og velsignelse i dit begyndende nye år. – Gid Herrens fred hvile i og udenfor dit hus og hans velsignelse hvile over dig og dine kjære! – Ja, tiden rinder hen, vi går stærkt vort mål i møde. Kun at vi aldrig vige fra målets vej, en vej, som er for længst lært at kende. – Du takkes og takkes atter for dit brev af 17. Juli dette år, hvilket brev blev dobbelt kjært ved, at just den dag, postbudet bragte mig samme, var min, vor, søster (Christiane Christensen) kommet herned til mig, for at jeg skulle købe et par trækstude,  hvad jeg også gjorde, og som hun fik” ved hånden”  hjem. ( Jeg tør sige at jeg gjorde hende en god handel. Hun fik derved straks Eders omstændigheder at vide, og vi fornøjede os ret sammen. Hun har en lille og rar gård, og jeg tror en dygtig mand, men alligevel kan det gjerne rykke lidt i knagerne ved at svare de ikke få rentepenge; skjøndt de kun havde et barn, og da hun allerede ser gammel ud, tænker jeg vel, at dette besøg bliver både det første og det sidste . ( Men far tænkte forkert, hun levede mindst 20 år efter den tid.)

Det er ret overensstemmende med mit sindelag, når du i nævnte dit brev skriver, at børnene have godt af at komme tidlig ud. men vore børn er endnu ikke blevne så gamle, at de vel kan tjene. – Du skrev i dit brev det spørgsmål:” Hvilke forandringer ere sket i den henrundne tid?” Dette spørgsmål er mig kært, men næsten umulig at besvare. Her i mit hus kan jeg til fulde si, at det er gået Verdens gang ”Sorrig og glæde har vandret til hobe!” Forrige år fik alle vore børn på en gang skarlagenfeber. I vort sovekammer fik jeg indrettet 3 senge foruden vuggen, der alt var leje for syge, og i denne trængsel gjorde min kone barsel, dertil kom uheldigvis, at vi havde en mindre dygtig pige, så at jeg havde et ikke alene sørgeligt, men næsten uoverkommeligt arbejde, da jeg ikke kunne få det ene barn plejet, før 2 eller 3 trængte hårdt til tilsyn og hjælp; i 3 dage fik jeg kun 3 timers søvn. – Snart efter fik et barn et farligt tilfælde i det ene lår, hvortil vi den lange vej måtte hente læge tvende gange. Men efter at låret var sprækket begyndte bedring tid efter anden; nu er skaden for længst forsvunden. Alle børnene have også omtrent forvundet følgerne af hin rædsomme sygdom, som var værre her i sognet end coleraen var andre steder. Hver søndag i lang tid havde vi 2, 3,eller 4 lig; især greb det mig, da jeg på én gang sang ligsalme i huset over moderen og hendes 3 små – alle hendes børn. (Epidemien forløber tilsyneladende i december 1757, hvor ikke mindre end 13 børn bliver begravet. Den familie der rammes hårdest er Søren Pedersen Hald, der foruden hustruen mister 2 piger og 1 dreng på henholdsvis 2, ½ og 4 år. De bliver begravet i Lihme kirke d. 10. Dec. 1757)Nu til lidt andet. Jeg er ret rask, kun er det ikke godt med brystet, hvorfra stundom endog blod kommer; men det tilfælde, hvoraf du nok ved, at jeg til visse tider led, har på ubetydelige mindelser nær i de 3 sidste år ikke generet mig synderlig. Jeg har travlt – hvormed vil jeg gjemme til næste gang, der bliver inden eller i næste jul. Min kone er, som du ved, ikke meget stærk af helbred, men kan hun være oven senge, og det kan hun nu, Gud ske tak, på enkelte tilfælde nær, være, da kan hun også udrette – ja, jeg lyver ikke – det, som en af de dygtigste koner næppe ville præstere, hvilket kommer så meget bedre tilpas, som vor børneflok tager til ”gryeselig”.

1.Else, 13 år (født 13. jan. 1848) er en vakker lille pige. Gid hun kunne blive ved, som har begyndt. 2. Anna, 11 år (Født 22. Jan. 1850) tegner også godt. 3. Niels, 9 år (født 22. nov. 1851) er en rask dreng, men en klodrian til bogen. 4. Christiane, 7 år (født 19.jan. 1854) løber fedelen altid på, men er meget lærevillig og lærenem. Hun kan Katekismus og bibelhistorie udenad. 5. Christian (født 18.febr. 1856) er den svageligste. Han lider endnu af skarlagensfeberen. 6. Elisabeth, 3 år (født 19. febr. 1858) er for tiden faderens yndling. Hun anklager altid hendes mor for mig, når disse stundom ikke kan forliges. 7. Anna Kirstine, ¾ år (født 23. apr. 1860) er fatteglutten og således moderens kjæledægge. (Jeg, Mads Møller, fødtes 24. marts 1862).   Men hvor skal man dog hen med alle disse børn, det er næsten urimeligt at tænke på, at alle disse kunne komme i livsstillinger, der kunne give dem et tarveligt udkomme. Mon man skal leve med dem så længe, til de kommer til skjælsår? Sådanne spørgsmål gør jeg mig tit og ofte. Hvorledes får man i et lille degnekald føde og klæder til alle disse? Og efter megen grublen frem og tilbage er svaret altid bleven den samme: ”Sørg du selv, hvad du kan, og bed om Herrens velsignelse til din omsorg; vær du dem en værdig jordisk fader og overgiv så dine børn i deres himmelske faders varetægt, så ser man jo ikke sådanne børn lede efter brød!” Hvor mange ting jeg end kunne og ville gjerne skrive om, må jeg dog nu slutte, forvisset om, at jeg meget snart fortsætter, hvad jeg her har begyndt.

Du og din gode kone og kjære børn ville modtage en kjærlig og hjertelig hilsen fra mig og mine. – Gud være med eder alle!

Din hengivne broder P. Christensen.

 

Der er jo lidt kancellistil over brevet, det hørte tiden til, men han gør ret godt rede for de hjemlige forhold. Hvad det er for et arbejde, han omtaler, men som han ikke vil fortælle om før næste gang, ja, det kender jeg ikke noget til, det kan være noget angående jordens drift, det kan også være skriverier.

Far havde jo lidt bestilling med at skrive skøder og dokumenter, men det gav ham vist ikke andre indtægter end et par kaffepuncher. Men en gang ved jeg, han tjente 2 svingende læs træ fra Kås skov, men det er en længere historie. Bartholinernes gravkapel var blevet indrettet til våbenhus, deres smålevninger var kastet ned på kirkegården, og de beskrevne blyplader, der havde ligget på kisterne, var sammen med noget bly, der var henstillet i kapellet, smeltet om og lagt på kirken. Om dette var med Coldings vilje eller ikke, ved jeg ikke, men kort efter stod der en harmdirrende artikel i Skive Avis om den gerrige herremand, der ikke agtede de gamle Bartholineres minde mere, end at han omsmeltede deres gravplader for at benytte dem som tækkemateriale. (2 plader blev dog reddet, og er i dag opsat i våbenhuset)

Meget ulykkelig kom Colding op til far og bad ham hjælpe sig med et svar til smædeskriveren, som vist nok var pastor Schaarup. Det gjorde far, og så glad blev Colding derover, at han lod 2 læs træ køre op til skolen.

Peder Christian Madsen var indehaver af den største gård(Adelgade nr. 42),og han viste det nok også. Han ville gerne kaldes ”æ mand i Lihme” og skulle gerne have stor plads til at vende sig i. Nu var det overgået ham, at han var blevet valgt til formand i en Hesteforsikringsforening, og i den anledning kom han engang til far og sagde:”Vi skal ha generalforsamling i den her forening, ka di et opsæt et par ord om de´ te avisen? A kund´måtten fo sjæl gjør et, men hår formelig et ti te de!” Men far svarede:”Det har jeg heller ikke! ”Så måtte den store mand tage skeen i en anden hånd, og far hjalp ham til rette.

Jeg ved ikke noget særligt om fars skolegerning. Han hørte jo til den gamle skole, og undervisningen er vel sagtens gået efter den gamle formel, at hvad barnet ikke fik i hovedet, fik det på siden af det. Far var heller ikke nogen stor sanger, den anden lærer i sognet, Hans Thomsen i Ålbæk, lige så lidt. Når der så skulle synges en salme, de ingen melodi havde til, flikkede de af brudstykker fra andre melodier et produkt sammen, som de så anvendte, men det var nok ingen særlig nydelse at overvære denne salmesang.

Far kom meget ud. Han havde et lille landbrug, hvilket var en af årsagerne til, at han så ofte skulle ud. Nå, så var der hans skriverier for folk, der også ofte trak ham fra hjemmet og endelig han fingerfærdighed, der gjorde, at han kunne doktorere på ure og maskiner. Alt dette gav altid en puns eller en del snapse af sig, og far fik ofte for meget. Mor havde det ikke altid godt i fars sidste leveår. Han døde den 10. Maj 1865.

Det eneste jeg husker fra begravelsen var, at degnen Wistoft fra Nørlem gabte så højt, at jeg undredes over, at et menneske kunne have et så stort hul i hovedet, og at det sneede på kisten, da de bar far fra skolen til kirkegården. Nå store ting kunne man jo ikke forlange fra en 4 års knægt.

Det kan jo ikke nægtes, at der hos vi søskende vedblev at være nogen bitterhed mod far, eftersom vi kom til forståelse af, at han havde været alt for lidt i hjemmet. Livet havde taget hårdt på mors nerver, og den rysten som hun havde, så længe jeg kan huske, stammede fra et nervechock, som hun fik omkring 1850.

Der er jo lidt kancellistil over brevet far skrev, det hørte jo tiden til, men han gør ret godt rede for de hjemlige forhold. Hvad det er for et arbejde, han omtaler, men som han ikke vil fortælle om før næste gang, ja, det kender jeg ikke noget til, det kan være noget angående jordens drift, det kan også være skriverier.

Far havde jo lidt bestilling med at skrive skøder og dokumenter, men det gav ham vist ikke andre indtægter end et par kaffepuncher. Men en gang ved jeg, han tjente 2 svingende læs træ fra Kås skov, men det er en længere historie. Bartholinernes gravkapel var blevet indrettet til våbenhus , deres smålevninger var kastet ned på kirkegården, og de beskrevne blyplader, der havde ligget på kisterne, var sammen med noget bly, der var henstillet i kapellet, smeltet om og lagt på kirken. Om dette var med Coldings vilje eller ikke, ved jeg ikke, men kort efter stod der en harmdirrende artikel i Skive Avis (30 jan. 1861) om den gerrige herremand, der ikke agtede de gamle Bartholineres minde mere, end at han omsmeltede deres gravplader for at benytte dem som tækkemateriale. (I 1680 inddrog Bartholinerne våbenhuset til gravkapel for slægten. Indgangen blev 1680 flyttet til kvindeindgangen på nordsiden. I 1760 flyttedes den til tårnets vestside for endeligt i 1860 at blive ført tilbage til den nuværende indgang. 2 blyplader fra 1796 over assessor Wandborg og hustru blev dog reddet, og er i dag opsat i våbenhuset.)

Meget ulykkelig kom Colding op til far og bad ham hjælpe sig med et svar til smædeskriveren, som vist nok var pastor Schaarup. Det gjorde far, og så glad blev Colding derover, at han lod 2 læs træ køre op til skolen.

Peder Christian Madsen var indehaver af den største gård (Adelgade nr. 42), og han vid  vidste det nok også. Han ville gerne kaldes ”æ mand i Lihme” og skulle gerne have stor plads til at vende sig i. Nu var det overgået ham, at han var blevet valgt til formand i en Hesteforsikringsforening, og i den anledning kom han engang til far og sagde:”Vi skal ha generalforsamling i den her forening, ka di et opsæt et par ord om de´ te avisen? A kund´måtten fo sjæl gjør et, men hår formelig et ti te de!” Men far svarede:”Det har jeg heller ikke! ”Så måtte den store mand tage skeen i en anden hånd, og far hjalp ham til rette.

Jeg ved ikke noget særligt om fars skolegerning. Han hørte jo til den gamle skole, og undervisningen er vel sagtens gået efter den gamle formel, at hvad barnet ikke fik i hovedet, fik det på siden af det. Far var heller ikke nogen stor sanger, den anden lærer i sognet, Hans Thomsen i Ålbæk, lige så lidt. Når der så skulle synges en salme, de ingen melodi havde til, flikkede de af brudstykker fra andre melodier et produkt sammen, som de så anvendte, men det var nok ingen særlig nydelse at overvære denne salmesang.

Far kom meget ud. Han havde et lille landbrug, hvilket var en af årsagerne til, at han så ofte skulle ud. Nå, så var der hans skriverier for folk, der også ofte trak ham fra hjemmet og endelig han fingerfærdighed, der gjorde, at han kunne doktorere på ure og maskiner. Alt dette gav altid en puns eller en del snapse af sig, og far fik ofte for meget. Mor havde det ikke altid godt i fars sidste leveår. Han døde den 10. Maj 1865.

Det eneste jeg husker fra begravelsen var, at degnen Wistoft fra Nørlem gabte så højt, at jeg undredes over, at et menneske kunne have et så stort hul i hovedet, og at det sneede på kisten, da de bar far fra skolen til kirkegården. Nå store ting kunne man jo ikke forlange fra en 4 års knægt.

Det kan jo ikke nægtes, at der hos vi søskende vedblev at være nogen bitterhed mod far, eftersom vi kom til forståelse af, at han havde været alt for lidt i hjemmet. Livet havde taget hårdt på mors nerver, og den rysten som hun havde, så længe jeg kan huske, stammede fra et nervechock, som hun fik omkring 1850.

Før jeg går videre om mor, må jeg fortælle et par historier fra børnenes samliv, inden de spredtes fra hinanden ved fars død. En af dem kan vi kalde

Smedens kikkert.

Den lerklinede hytte oppe i Smedemark, der i sin tid udgjorde sædet for undervisningen i Lihme sogn, gjorde i mange år, efter at den nye skole var opført nede ved kirken, tjeneste som ekslade og fårehus.

Der holdt børnne gerne til når de havde noget at udrette i marken. Så var det, at Niels og Kristen en sommerdag i en bagende solhede havde noget for ved den gamle skole: ”Jeg kan godt kravle op på huset!” sagde Niels og gik hen og slog de 2 halvdøre på laden op.”Nu skal du holde dørene, og så skal jeg snart være der oppe!” Og frugten af den gensidige virkelyst var, at et øjeblik efter lå Niels oppe på taget med hovedet oven på mønningen. Her kunne han så mageligt ligge og se alt, hvad der foregik ovre på den anden side. Her boede høker Jens Christian Nielsen på den anden side af en vej, der gik forbi skolen.

Der kom en gammel mand stavrende ud, det var den gamle Husted smed, fader til smeden Peder Husted og Søren Husted. Han var ikke en hel almindelighed, den gamle smed. Han havde en rød strikket uldhue med valk og top på hovedet, læderærmer, muskettes knæbukser, lange, hvide strømper og ”blankkrammede skovbotræsko”. Han havde ellers dårlige øjne, og af den årsag havde han anskaffet sig  - ikke et par briller – men en kikkert, da han mente, at den måtte være den kraftigste, og han indbildte sig også, at han havde voldsom nytte af den. På samme tid som hustedsmeden kom ud af butiksdøren, kom høkerens gamle mor ud af bagdøren, og da de havde fået øeje på hinanden, trippede de begge i stå for at få en lille passiar. De var jo folk fra samme tidsalder, måske havde gået i skole sammen. Hun havde et lile tørklæde over hovedet, højrøde, strikkede ærmer, en brunels vest, der var samlet foran med snørebånd, og stormønstret skørt. Hun havde ”Harselsbo træsko” med luende kobberkramper. Efter at de første replikker om vind og vejr var vekslede, sagde gamle Marianne, idet hun skyggede med hånden og så over på den bedagede skolebygning:”Så kan jeg heller ikke vide, hvad det er der ligger ovre på skolen?” Smeden skævede også derover og udtalte ligeledes sin forundring over den sære ting. Han gned sig i øjnene, men han blev lige klog, øjnene ville ikke rigtig gøre tjeneste.”Jeg mener det er en kat!” foreslog Mariane.” Ja, det er milde Marri nok en kat!” svarede smeden og lavede sig til at gå ind. Han havde imidlertid ikke slået den formentlige kat ud af hovedet, han havde ingenting set, men derfor var det ikke givet, at han ikke kunne klare tingene, når han efterforskede på selve stedet. Han gjorde derfor holdt ved laden og kikkede længe og vedholdende op i hovedet på Niels, men denne skønnede nok, at han ikke kom til noget resultat. Endelig begyndte han at rage i lommerne, og efter nogen søgen førte han kikkerten for dagen. Han trak den meget forsigtigt ud, stillede sig i observationsstilling og undersøgte grundigt den hemmelighedsfulde genstand, som han nu tydeligt kunne se ligge oppe på laden, Til sidst lod det til, at han troede at have udforsket hemmeligheden. Han tog kikkerten fra øjnene, slog ud med hånden og råbte:”Kist dæ, kat!” Nu var Niels imidlertid spilopmager nok til at trække hovedet til sig, og han hørte smeden sig, under tillavningen til at komme i gang igen:”De var misæl en kat!” Niels krøb nu ned og fortalte Kristen den lille oplevelse, og de morede sig storartet over smedens kikkert.

Her var det Niels der morede sig på den gamle smeds bekostning, men så blev han siden ordentligt taget ved næsen af sin søster, Kristiane. Denne begivenhed kunne vi passende benævne:

En genistreg.

Om sommeren skulle fårene og kreaturerne jo flyttes en gang imellem, og da der var 1½ km. op til skolejorden, var disse flytteture just ikke eftertragtede, og de blev derfor en idelig anvendt handelsvare. ”Vil du løbe op at flytte, så gi´r jeg dig en tur på hundrede i slyngen?” sagde Niels en dag til Kristiane. Hun slog til, og gik hen til slyngen. Kristiane steg op med et underfundigt blik i øjet, men Niels hængte i og sled af karsken bælg uden at ane kvindens træskhed, til han nåede til 98, så sprang Kristiane ned og gik sin vej, hun havde kun fået 98 og var så ikke pligtig til at flytte. – Fik Niels ikke øjeblikket lejlighed til at kvittere for falskheden, så har han sikkert husket det til en anden gang, han tog ikke gerne på borg, når det drejede sig om klø.

Det kunne jo ikke altid gå så ideelt til, hvor så mange børn skulle færdes mellem hverandre. Kristiane fortalte, at Niels og hun og vistnok en til, måske Anna, havde været på besøg og var bleven trakteret med kager, men så havde Niels fundet, at hun havde spist alt for mange kager, og for at straffe denne umådelighed, tog han sig for at puffe hende ned i vejgrøften, da de var kommet udenfor, men ikke nok med det, han vedblev at puffe hende ned, lige så hurtigt som hun kunne samle sig op, og sådan blev han ved indtil de kom hjem. ”Aldrig har jeg været ude for en sådan færd!” sagde Kristiane siden.

Børnesjov.

Nej, vi legede nok ikke altid pænt sammen, og undertiden var der oplagt krig, og selv om jeg som den mindste, som oftest kun var tilskuer, så kunne dønningen også nå min person. Således fik jeg engang det hverv at gå hen til Kristiane og aflevere følgende forvrængning af hendes navn: ”Riste- riste –  rane – Rafteben”. Jeg vidste nok, det var en meget vovelig færd, men man var jo da et mandfolk, selv om man ikke endnu var fire år. Men der var så mange ”R” er i depechen, og da ”R”erne på det stykke af min livsbane var mig en vederstyggelighed, kom det til at lyde: ”Jiste – jiste – jane – Jawtben!” Virkningen var forfærdelig. Med et par røde ører gik jeg tudbrølende hen til den anden lejr.

Der faldt ikke så sjældent en lussing af fra fars hånd, når der var gået et fad eller kop itu, så det var ikke nogen eftertragtet tur at stille hos ham med rudimenterne af et stykke inventarium. Det faldt temmelig ofte i Kristianes lod, hun har vist altid været for hurtig i sine bevægelser og slog ofte noget i stykker. En dag havde hun været særlig uheldig, hun havde først slået Annas dukke i stykker og siden knaldet en rude i lygten. Hvad var der nu at gøre? Det var alt for voveligt at komme frem for den strenge far med så langt et synderegister. Og så handlede hun med Anna. Hun lovede hende sin dukke, hvis hun ville overtage skylden og hvad dermed fulgte. Anna takserede dukken, vel var den noget pjusket, men Anna indså straks, at der meget vel kunne blive et brugeligt barn ud af den og slog til.

Først gik turen ind til mor. Hun var altid så god til at hjælpe til rette i al deres nød og vånde, og det traf sig, at hun kunne lægge et godt ord ind for dem hos far. Da mor havde overskuet ødelæggelsens vederstyggelighed, sagde hun:” Ja, dette her er slemt, men der er fremmede inde hos far, og så må i helst gå der ind med det samme. Så slipper I nok for klø denne gang!”

Ildrøde i hovederne gik vi ind, Anna med lygten og Kristiane  med dukken. Da far gennem den megen græden, som absolut var ægte nok, var kommet til kundskab om omfanget af forseelsen, puffede han den ene hen imod den anden, idet han sagde:” Gå I nu i jeres seng, nu har I lavet det godt for i dag!” De små syndere skyndte sig glade ud; men så kom Kristiane i tanke om, at hun var bleven snydt, hun havde givet dukken fra sig for at undgå klø, og nu, da Anna ikke havde fået klø, var der ingen mening i, at hun skulle miste sin dukke, Men Kristiane opdagede snart, at Anna var ikke så let at narre som Niels. En handel var en handel. Anna beholdt dukken.

Hvad en kirkedørsnøgle kan bruges til.

Niels var fingernem og lavede adskillige småting. Tidligt begyndte han at fingere med skydevåben, indtil han som voksen blev en meget flink skytte. Sit første skydetøj lavede han af – kirkenøglen. Den havde et passende langt løb, og når der på siden af det blev filet et lille hul til antændingen, måtte det nok kunne bruges. Jo, han fik det alt i orden, skaffede sig krudt og hagl, og så begyndte skydningen efter ladeporten, - ja, nok også efter andre ting, der ikke skulle skydes efter. Til sidst vidste han præcis, hvor langt haglene kunne gå efter et vist mål krudt, og så gjorden han bøssen fat til en trillebør, og instruerede  den fire år yngre broder, Kristen, i , hvorledes han skulle bære  sig ad med at tænde lunten. Da alt var i orden afmålte han ti skridt, så lange som han kunne gøre dem, og der stillede han sig med bagen mod broderen, bøjede sig sammen og gav ordre til at fyre. Efter at have modtaget nogle irettesættelser for sin klodsethed, lykkedes det endelig broderen at brænde af. Han gav et skrig af forskrækkelse, smed tændstikkerne og løb ned til Niels, der også havde rejst sig og stod og følte sig på bagen, Da de havde forvisset sig om, at der ingen skade var sket, syntes de egentlig, at det var en herlig leg. Men så blev smugskyderiet opdaget, - om der vankede klø, er ikke overleveret. Ja vist var Niels nem på fingrene. Af de to læs brænde, far engang fik fra Kås skov, udfandt han en del stokke, som han fiksede op til spadserestokke, som han solgte til bønderne Ved hjælp af læderstrimler og et tyndt spanskrør blev resultatet ret godt.

Efter fars død:

Far døde ude på marken, på ” Præstens toft”, idet han i vildelse gik ud for at ville ”gå hjem”. Da jeg kun var fire år den gang, har jeg ikke fastholdt noget af den bevægelse, det voldte i hjemmet. Mor har dog fortalt, at det var en af de hårdeste oplevelser, hun har haft i sit liv, da hun om morgenen skulle fortælle de mange små børn, at deres far var død. De tre ældste var allerede den gang sendt ud i Verden, idet Else på 18 år var hos den gamle Fru Overgård på Hindsels, Anna på 16 år var hos pastor Schårup i Ålbæk, og Nielse på 14 3/4 år, i snedkerlære hos snedker Laust Møller i Vejby.

Vi fem yngste blev hjemme til efter begravelsen, men så blev der også taget bestemmelse om os. Det hed sig jo, at mor ikke kunne have så mange børn hos sig, når hun nu skulle til at leve af en lille enkepension og en endnu mindre livrente. Og så blev denne operation foretaget, idet man mente at gøre godt mod både hende og børnene. Kristiane på 12 år kom i tjeneste hos Peder Hærup i Øster Hærup, Kresten Lund tog min morbror Jens fra Hale med sig hjem. Han var 10 år og var hos morbroderen til sin konfirmation. Da tog mor ham til Lihme, hvor han kom i tjeneste hos Jens Andersen i Limegård. Senere kom han til Bustrup og endelig til Spøttrup. Så vidt jeg husker, var det hans sidste tjeneste. Han kom derefter i sadelmagerlære hos C.H.Topp i Struer, der imidlertid var blevet gift med søster Anna.

Men vi må vel helst begynde fra en ende af og så først berette noget om:

Søster Else:

Jeg har på fornemmelse af, at Else almindeligvis blev antaget for den bedste af os. Som den ældste har hun jo nydt megen kærlighed og omhu, men da hun blev større, og de mange små søskende strømmede til, blev der ingen anledning til forkælelse, derimod kom der nærgående krav til hende om at hjælpe mor alt det, hun evnede, og ingen af hendes søskende har nogensinde bebrejdet hende, at  hun søgte at gå uden om. Hun var en god og dygtig pige. Da hun på Hindsels blev forlovet med Laurits Peitersen, og han tog sig for at rejse til Amerika, ja, så ventede hun på ham i 3 år. Han kom så hjem og giftede sig med hende, hvorpå de bege rejste til Amerika og blev bosat i Elk Horn i Iowa. Her købte de en farm, og her blev de boende resten af deres liv, som et par meget ansete folk. De fik 8 børn:

1.      Peiter Krogsgård Peitersen, født 1873. Først farmer i Washington siden i Oregon U.S.A. Til sidst købte han fædrene farmen i Iowa, men da han havde haft den et års tid, tog han tilbage til Oregon.

2.      Peter Lund Peitersen er farmer i Nebraska, født 1875. Flyttede til Washington, hvor han blev gift med en amerikanerinde.

3.      Anton Christian Peitersen, født 1877. Er opkaldt efter min mor, gift med en dansker og boede 16 engelske mil fra Elk Horn mod vest.

4.      Maria Peitersen, født 1879. Gift med en dansker Jørgen Madsen. Boede 1 engelsk mil fra Elk Horn

5.      Jens Haal Peitersen, ja således skriver hans far navnet i 1918. Han er jo opkaldt efter morbror Jens Hale fra Vinding. Han er født i 1882, gift med en svensk pige. Boede i Washington.

6.      Arne Kristoffer Peitersen. Født 1884. Han blev gift med en dansker og fik 1 søn og 1 datter. De boede på østkysten ved Vermont. Han var botaniker.

7.      Hans Peter Peitersen. Døde da han var 11 mdr. gammel.

8.      Priscilla Peitersen, født 1892. Hun var i 1918 ugift og var husbestyrerinde for sin gamle far.

Ægteparret Peitersen levede i mange år i Elk Horn, og da de blev en del kirkeligt interesserede, var Laurits Peitersen længe medlem af kirkerådet, og jeg ved at de var meget agtede. Nu var de jo også så temmelig velhavende, hvilket måske gjorde sit dertil.

Søster Else døde den 24. februar 1918, 70 år gammel, og hendes mand få år efter, men de har jo en så talrig mængde efterkommere i USA.

Søster Anna:

Søster Anna var ude blandt fremmede, før far døde. Først var hun i adskillige år hos Pastor Schårup i Ålbæk præstegård. Siden kom hun til Bustrup som stuepige eller sypige. Da var det en Baron Kort Adeler, der havde gården. Senere kom hun i lære hos en syerske Stockholm i Struer. Her blev hun kendt med ham, der senere blev hendes mand, sadelmager Christian Hans Topp, søn af sadelmager Topp på Thy. På torvet fik han sin forretning, og her fødtes alle deres børn. C.H.Topp var født humorist, det karombolerede engang imellem tit morsomt med det skrappe indre missions væsen, de sluttede sig til. Han kom af dage ved at blive kørt over af toget. Anna døde 14. juni 1920 i Struer, lidt over 70 år gammel. Af børn fik de:

1.      Helene Amalie Winther Topp, født 6. januar 1875. Gift med toldassistent Madsen, Frederikshavn. 3 børn: Kamma, Ingeborg, og Carl Kristian Madsen.

2.      Peter Lund Topp, sadelmager i København. Død 1924. Børn: Ane Marie og en dreng.

3.      Anton Kristian Topp. Gartner i  Council-Bluff i Iowa. Flyttede siden til Hastings, Nebraska i USA. Børn: Tage Winther Topp, født 30.05.1908 og Olfert Winther Topp, født 18.08.1909.

4.      Johanne Topp, enke efter ingeniør Carl Ludvigsen, København. Gift anden gang med Sigvald Weise Fogh, biolog i København.

5.      Theodor Topp. Født 1883. Snedkermester. Lærer ved teknologisk Institut i København

6.      Adolf Topp gift med Nielsinge fra Langå. 3 børn.

 

Broder Niels:

 

Broder Niels, født d. 22. november 1851, fik det skudsmål af far i brevet til Onkel Kousgård, at han var en rask dreng, og dette omdømme fik han også af sine søskende, men de påstod tillige, at han altid havde været slem til at drille dem. Vi har hørt om nogle af hans bedrifter, og der er flere endnu.

En Nytårsaften var han ude sammen med en kammerat, vistnok Peder Baunsgård, som var hans bedste ven, for at lave sjov. De kom da på deres turne op til Niels Frises (Nr. 10). Her vidste de at det kunne være voveligt at lave fest, da Niels Fris plejede at forsvare sit bo mod alskens overlast og tog det ikke så nøje med, hvilke midler han anvendte. Altså var det meget spændende at lave halløj her. Efter nogen rådslagning og forberedelse stillede de en gammel trillebør på armene op ad den lave mur, krøb derpå op på huset med et stort ris knippe, som de agtede at tætte skorstenspiben med, så røgen ikke kunne komme ud. Et letsindigt, men meget yndet sport i denne tid. Nå, men drengene blev imidlertid ikke færdige med deres forehavende, før der lød en røst, høj og skrigende, men meget langsomt udtalt op til dem:” De kan vær´I vil ha`mi blå bær o småg?” (Det kan være I vil have mine blåbær at smage).

Det var Niels Fris, der stod nedenfor og havde bøssen op til sin kind.  Min bror fortalte siden, at han aldrig i sit liv havde fået sig flyttet så hurtigt. Der var kun tale om sekunder her. I et nu var de begge omme på den anden side af huset og kurede ned på jorden. Men de påstod at haglene fra bøssen hvislede dem om ørerne, men de undgik dog heldigvis de ”blåbær”.

Efter fars død kom Niels i snedkerlære hos Laust Møller i Vejby. Siden var han en tid hos snedker Søren Hvidbjerg i Sønder Lem. Han havde også et højskoleophold på Testrup højskole, som han var meget glad for, især holdt han meget af Bågø. Derefter blev han soldat i Viborg. En lille oplevelse fra den tid skal opnoteres:

En sommernat stod han skildvagt ved et depot i lejren ved Hald. Nu skulle vagterne i Hald efterses af Ronden fra Viborg, men officererne fra byen var ikke henrykte over denne inspektion og søgte at lempe sig fri for den, når det var muligt. Nu var der i Hald en afdanket depotsergent, der var gået af som krigsassessor, ham benyttede officererne under tiden som Ronde, når vejret var slemt, eller de var optaget andetsteds. Det kunne nok gå når han var æddru, men der skulle efter sigende stort held til at træffe ham sådan, og så kunne han let lave en brøler. Altså Niels var på vagt, og midt i nattens mulm og mørke hører han en komme hen til sig.

”Hvem der?” Spørger han. ”Ronden”, var svaret. ”Feltråb!” fordrer Niels.

”Ja, det kan nok være det samme med det, for jeg er krigsassessoren, og de kender mig nok!” Oplyste den beskænkede Ronde.”

”Javel”, svarede min bror, greb krigsmanden og stoppede ham ind i skilderhuset, hvorpå han drejede dette en halv omgang rundt, og så havde han den uheldige Ronde fængslet, og her måtte han stå, til han kunne blive sendt til Viborg med afløsningen.

Næste dag fik Niels ros for sin resolutte optræden, og krigsassessoren blev fritaget for hvervet som Ronde.

I midten af halvfjerdserne blev han gift med Dorthea Pedersen, en datter af gårdmand Peter Østergård i Ejstrup, Rødding sogn, og så blev han både håndværker og gårdejer. De fik kun et barn, Petrine, (Ja, sådan blev hun kaldt alle sine dage, skønt hun ved en fejltagelse af præsten er indskrevet i kirkebogen med navnet Katrine), der blev gift med Niels Olsen. Hun døde uden at efterlade sig børn, så denne gren af slægten er dermed ude af historien. Niels døde den 2. juli 1921 og ligger begravet på Rødding kirkegård ved siden af datteren.

Søster Kristiane.

Søster Kristiane er født 19. januar 1854, og far fortæller jo om hende, ”at  fedelen løber jo altid på hende, og hun er lærevillig og lærenem”. Hun havde et meget smidigt legeme og kunne gøre en mængde halsbrækkende gymnastiske øvelser, hvormed hun forbavsede os. Så rask var hun i vendingerne, at far gerne kaldt hende telegrafen, og det var stadig hende, der blev kaldt på, når der skulle løbes et ærinde i en snarvending. Efter fars død tjente hun en kort tid hos Peder Christian Gram i Lem, siden kom hun til overgårdsminde på Thyholm. Endelig har hun haft pladser i Skive, Århus og København.

Så blev hun gift med Snedker Jens Christian Jensen i Skive, født d. 21.05.1855. Han opførte en stor bygning i Frederiksgade i Skive, og her boede de i mange år. Af børn havde de:

1.      Nielly Jensen, der døde som lille.

2.      2. Martin Jensen, ligeså.

3.      3. Anna Jensen blev gift med Maskinfabrikant Jakob Larsen. De bor nu i Amerika og har børnene: Doris, født 1906, Inga født 1912 og Hans Jørgen Larsen født 1917.

4.      Helga Thorgerda Jensen, døde som lille.

5.      Kristian Jensen, bager i Amerika, gift med Grace.

6.      Else Jensen, gift med købmand Thorvald Larsen. Har tre sønner: William (1906), Orla (1914), Aksel og en datter.

7.      Emilie Jensen, gift med dampkedeltilsynsmand Morten Bak Lykke i Skive. Børn Volmer (1911), Kaja, Grace og Else Lykke.

 

Da mor blev så aflægs, at hun ikke kunne være ene, valgte hun at flytte til Jensen og Jane, og det må siges til deres rod, at de var gode mod mor til hendes død.

Medens Else var på Hindsels og Kristiane på Overgårdsminde, var mor og jeg engang ovre at besøge dem. Hvad jeg husker bedst af denne tur er den forunderlige fugleø, hvor måger og terner rugede i tusindtal. Det var netop i æggetiden, og vi var med et par karle derovre for at indsamle æg. De kunne indsamle en riskurv fuld hver dag. Rederne lå så tæt ved hinanden, at man skulle vogte sig for, at man ikke trådte i dem. Ja, så var der også en anden genstand det interesserede mig vældigt, det var Jacob Overgårds yngste datter, Margrethe. Vi var grumme meget sammen, så meget, at så snart jeg var kommen hjem, blev jeg syg af mæslinger, som børnene på Overgårdsminde lige var blevet færdige med.

 

Broder Kristen Lund Kristensen.

 

Broder Kristen er født d. 19. februar 1856. Han blev gift med Marie Sørensen, datter af husmand Mikael Sørensen i Rødding i Salling.

Kristens historie er egentlig en eneste stor tragedie. Han var kun 10 år gammel, da han kom ud blandt fremmede, og han blev stadig taget på med hårde hænder. Hos morbror Jens i Hale måtte han vogte løsgående kvæg, og gjorde kreaturerne skade, kunne han være sikker på prygl. Nede i engen løb en bæk, der hist og her udvidede sig til en høl, og her lærte han sammen med andre hyrdedrenge at svømme, hvilket senere kom ham til gode. Mens han var i Hale, brændte gården. Han kom så sammen med gårdens øvrige beboere i forhør. Da politimesteren til slut spurgte ham, om han havde stukket ild til gården, svarede han et fuldtonende Nej, og politimesteren sagde: ”Nej, det har du ikke gjort, min dreng, det kan jeg læse i dit ansigt!”

Efter sin konfirmation kom han til Limegård, men derom er tidligere fortalt. Endnu skal fortælles om et sammenstød, han havde med konfirmanderne. Ved siden af Lihme gårds mark var Sinding mark, og her vogtede ”Laust i Sinding”, en lille fyr, der var 4 – 5 år yngre end Kristen. De blev snart meget gode venner trods forskellen i alder. En middag mens skolebørnene, så Kristen, at Laust kom strygende, alt hvad hans små ben kunne evne. Han havde været hjemme og kom nu med en svær kæp i hånden. Han stilede sit ilsomme løb lige imod Kristen og begyndte at fortælle, så snart Kristen kunne høre ham: ”Konfirmanderne vil gi´ dig klø, de kommer lige straks alle sammen. Laust smed sig ved siden af Kristen. ”Du har vist givet Hans Skomagers Kristen en lussing i morges?” ”Jo, det er ret nok, han gjorde sig tyk og kaldte mig en Filifut og Kren Kokong´, og så fik han en omgang tærsk, den lange lømmel, han er!” ”Ja, men nu kommer de både fra Sønderhede og Vester Hærup for at gi´ dig kløene tilbage, og så var det jo bedst, at du fik noget at slå fra dig med, og derfor løb jeg først hjem og hentede en slagle, men du må endelig ikke fortælle dem, at jeg har været her, for så grutter de mig!”

Laust tørrede sveden af sig med sin hue og fortsatte afsløringen af den snedige sammensværgelse, til han til sidst afbrød sig selv ved tanken om, at det måtte være nær ved skoletid, og så benede han af igen, alt hvad han kunne.

Et kvarters tid efter så Kristen 10 store drenge komme anstigende op imod højen. Han stillede sig på toppen og besluttede at forsvare sin post til det yderste. Der stod han da, den lille fyr, som en mand, der var bestemt på ikke at vige for overmagten. Hånden rystede lidt om slaglen, men han lod dog uforknyt og legede med den i luften, og svang den over sit hoved.

Drengene var nu kommet hen til højen, og Kristian råbte op til ham: ”Kom her ned, din lille Filifut, så ska´ vi ha´ vor regning opgjort, og du ska´ få så mange tærsk, der kan ligge på dig!”

Kristen så ned på ham: ”Ho, ho, Bette Kristian, nu er du bleven mere kålhøgen, end du var i morges, jeg kan tænke, det er fordi, du har fået forstærkning af en flok, der ikke er bedre end du selv, for det er nogle elendige stympere, der ikke undser sig ved at komme ti mod en! Men det vil jeg sige både dig og dine makkere, at den første, der kommer indenfor rækkevidde, langer jeg en tryksejsten med min hjælper her, og jeg kan ikke svare for, om han nogen sinde kommer til at fortælle 0m, hvor ondt det gjorde!”

Kristian var ganske forskrækkelig gal, han sprang op ad højen, og de andre kom i trav bagefter. Han fik ikke fat i Kristen denne gang, thi inden han kom så langt, ramte slaglen ham så trofast, at han hinkede ned til kammeraterne, smed sig på marken og hylede af fuld hals.

”Det var den første!” sagde Kristen og satte sit værge til jorden. Han så ned på dem.”Vil I mere? Nå Hans  Klemmensen, du er også kommet med i det komplot. Uha, hvor du ville få tærsk, om din far fik det at vide. Hvorfor kommer I ikke? Nå I vil ikke, ja så går jeg også min vej!”

Kristen gik langsomt ned ad højen efter sine køer, der ytrede tendens til at lugte til Anders Hedes havre. Han så sig en gang imellem tilbage, men da ingen fulgte ham, gav han sig til at synge:

 

”Ud i kampen de riddersmænd drage,

Og de vare vel tusinde mand;

Men hvor mange vel kommer tilbage

Til sin mø og sit fædreneland!”

 

”Det var sommen fo godt gjort, Kristen!” sagde Laust, da han om eftermiddagen hørte beretningen om slaget. ”Nu skal de nok blive vær!” Ak ja, Bror Kristen måtte ofte slå sig igennem, og han blev nok ret flink til det. Nu kom han til at tjene på nogle herregårde, Bustrup og Spøttrup. Hvordan mor har kunnet bekvemme sig til at sende ham i sådanne pladser, er uforståeligt. Det må vel nok have været sådan, at han har fæstet sig selv bort. Hverken han eller mor havde nogen kendskab til tonen i herregårdenes folkestuer. Kristen har åbenbart lært ting der, som ikke har været til gavn for ham, men han lærte tidligt, alt for tidligt, at hjælpe sig selv. En gang var lige ved at blive dræbt af en gal tyr, men med et velrettet slag af en jernbeslået kølle, skæmte han den, så han kom fra den. Dårlig kost fik de på Bustrup i Kort Adelers dage. En gang da de røgede rødspætter var vel rådne, tog karlene den tarvelige meldyppelse, og smurte den på rødspætterne, hvorefter de klaskede dem op på væggene og tapetserede således en væg i Folkestuen.

Da han kom i sadelmagerlære i Struer, fik han det heller ikke godt. Topp var en streng læremester, og Kristen var sagtens også trodsig, men humør har der alle dage været i ham. Læredrengene i Struer dannede et samfund for sig, og når de kom sammen, skulle der gerne laves halløj.

En mørk aften sneg de sig udenfor byen, hver forsynet med et drænrør, og på et givet signal skulle de give sig til at brøle i røret. Virkningen var overvældende. Folk skælvede af rædsel for den hemmelighedsfulde og uhyggelige tuden, og de listede sig i flokke ud for at erfare grunden til drønene. Lærerdrengene indstillede imidlertid musikken i tide og blandede sig en efter anden mellem det søgende publikum.

Politibetjenten i Struer var en meget tjenstivrig mand, og han var indehaver af en politihund, der var endnu mere ivrig. Den kunne godt ene overvåge ordenens opretholdelse, og i denne hensigt var den stadig på farten. Traf den så på sammenløb, slagsmål eller andre fordægtigheder, travede den hjem og hentede sin herre. Se, det var altså forhold, som lærlingene ikke agtede at finde sig i, og de lagde onde råd op mod Thors liv. Og en skønne morgenstund, da politibetjenten så ud af sit vindue, så han sin trofaste hjælper hænge oppe i toppen af flagstangen.”Hvem har været mester for det?” spurgte jeg min bror. Det havde der vist været fere om”, svarede han og vendte sig fra mig.

Da Kristen var udlært, blev han soldat i Fredericia, det var i 1880. Siden nedsatte han sig i Balling og blev gift, og her fødtes deres ældste søn Frederik. En tid derefter boede de hos mor i Lihme. Han fandt imidlertid, at der ikke rigtig var fremgang i forretningen, og han udvandrede derfor med sin familie til Iowa i USA. Kristen Lund Kristensen døde 1911. Hans hustru var allerede død i 1907.

 

Søster Elisabeth.

Søster Elisabeth er født den 19. februar 1858 og var altså 8 år, da far døde. Ja, så var det jo, at herremanden på Kås, Hans Andreas Colding, forlangte at få Elisabeth med til Kås. Det var sådan at Colding følte sig stående i gæld til far, fordi han i sin tid havde skrevet i aviserne som Coldings defensor, altså kom Elisabeth til Kås, hvor hun var til Coldings død 19. marts 1879, altså i 13 år.

På Kås:

Det gamle herresæde Kås, hvis historie går helt tilbage til Erik Menveds dage, har en idyllisk beliggenhed ved syd enden af Kås sø, der mod vest begrænses af Kås skov og mod øst af krattet Brigsbjerg (Vregsbjer). Skoven består mest af egetræer, hvis toppe i vest siden er piskede så langt mod øst, at man undres over, at de ikke falder, og i østsiden luder de sig ud over søen, som higede de efter at se deres eget billede i vandet. På nord siden af søen er der store engstrækninger, der dels tilhører Kås og dels landmænd i Lihme.

Da vi som børn tumlede i skoven, syntes vi jo, at den var dejlig, som den lå der i sin naturlige uberørthed, med de snirklede veje og stier, sine kildevæld, sine knudrede ege og sit bøgetræ. Der var nemlig kun et bøgetræ i hele skoven, men det var til gengæld meget højt og tykt. Underligt nok at det kunne være så kraftigt, thi de forskellige generationer havde, i håb om at forevige deres tilværelse blandt efterkommerne anvendt megen flid på at udskære navne, pilesårede hjerter og underlige tegn på den høje stamme så langt op som normale mennesker kunne række. Det var ikke kunstværker alle sammen, hvad her var præsteret. En skarnsknægt – rimeligvis en af Coldings hyrdedrenge – havde indridset følgende: HACP, hvilket skulle sige Hans Andreas Colding, Pebersvend.

Og så var der høgereder med rødprikkede æg og kragereder med grønprikkede æg. Hugorme kunne man nok træffe en gang imellem, men snoge var der ingen af.

Søen, ja den blev jo besejlet af en lille lystbåd, men det har jeg aldrig været med til. Derimod har jeg en gang været ude på den om vinteren for at hugge torsk op. De var indefrosne i søen.

Ligesom der var nøddebuske i skoven, var der også en mængde nøddebuske i krattet ved Brigsbjerg, og hertil gik gerne turen i nøddetiden. Folk kom langt fra for at forsyne sig.

Der var noget øde over de store forladte sale på Kås hovedgård i Coldings dage. Vel hang der gamle malerier på væggene, og en del møbler stod uden orden derinde, men der var intet pulserende liv, der stod ingen skønjomfruer i vinduesfordybningerne i den tykke mur eller sad og baldyrede. Og anernes stirrende blikke kom sjældent til at hvile på en efterkommer. H.A.Colding var den eneste beboer  af den 2 stokværk høje hovedbygning, hvor rigsråd Niels Krag og Jytte Høgs navnetræk og våben står over hovedindgangen tillige med årstallet 1635. Men det var et lille beskedent hummer, han havde reserveret sig.  Her stod et lille beskedent chatol, et skab og en alkoveseng med plads ved væggen, et bord indenfor sengen, hvor han havde de ting, han kunne tænke sig at have brug for om natten.

Colding var et meget nøjsomt og påpassende menneske, men han var ikke gerrig, som han nu og da blev beskyldt for, når han vågede over at intet gik til spilde, eller buldrede op, når nogen af folkene ødelagde redskaberne. ”Spente og spare kan længe vare”, var et ord, han ikke alene levede efter, men ofte førte i munden. Al overdådighed i mad og klæder var ham imod, og det var vel også derfor, at den pragtfulde hovedbygning ikke var taget i hans dage. Kun den venstre sidefløj blev benyttet i Coldings tid. Den var af de forrige ejere benyttet til tjenerskabet, men her var der møbleret et par værelser, og her indtog herremanden Colding sine måltider sammen med husholdersken, Madam Frey, plejedatteren Elisabeth og forvalteren Niels C. P. Marcellus Dyhr, som var en søn af Coldings søster Severine og Janus Antonius Dyhr.

I sin ensomme tilværelse blev han noget af en original. Han holdt ikke af at lade sig betjene af fremmede mere end højst nødvendig, hvorfor han selv stoppede sine strømper og sine uldne vanter og påstod, at først når de var godt overstoppede, var de varme. Det fortælles, at karlene byttede deres hullede vanter med Coldings stoppede, som han altid gemte i sin frakkelommme. Han holdt ikke af at skifte tøj, selv når han fik besøg af andre herremænd, præsten Skårup eller folk fra Skive.

Han elskede sin skov og var vred, når han opdagede, at der blev stjålet træer i skoven, men man har ikke et eneste eksempel på, at han, som Assessor Wandborg, har angivet nogen for øvrigheden, det kunne Colding slet ikke nænne, at en sådan ulykke skulle overgår en fattig mand. Nej, skulle der straffes, ville han nok selv besørge det. Og han fik lejlighed til det overfor en gårdmand på Jegindø. Colding havde opdaget, at der var fældet 3 store træer nede i skoven, og han kunne se, at de var slæbt ned til stranden. Så lod han sin skovfoged save en skive af hver af stubbene, og så roede han, en karl og skovfogeden over til Jegindø, hvor de ved en gård fandt tre store træer liggende. ”Prøv nu, om de skiver ikke passer i rodenden af de tre træer her ligger!” sagde Colding. Og da dette var konstateret, måtte manden betale Colding 100 rigsdalere, og blev truet med øvrigheden, hvis han kom oftere i Kås skov i et sådant ærinde.

Kås var en studegård. Hvert år afgik der en drift stude til Holsten, og de var gårdens langt betydeligste indtægt. ”Deres havre er tynd i toppen i år, Colding, sagde en anden landmand til ham engang. ”Ja, men den er pinende god i æ bund”, svarede Colding. Han var glad ved al den vilde spergel og alt det kvikgræs, der forjættede om en god græsmark ad åre. Man brugte jo ikke dengang at så græsfrø og var glad over det, der ville komme af sig selv.

Omkring 1868 blev der foretaget en større reparation af kirken. Indgangsdøren, som før havde været på tårnets vest side, blev tilmuret, og en udbygning, der før havde tjent til begravelse for slægten Bartholin, blev omdannet til våbenhus. Colding havde ikke forståelse af de gamle ting i kirken, og her pådrog han sig en skarp irettesættelse, publiceret i Skive folkeblad af 30. januar 1861. Det var vistnok stedets præst, pastor Schårup, der var forfatteren. Heri berettes, at Colding havde taget de beskrevne blyplader af de gamle Bartholiners kister og ladet dem gå i smelteovnen sammen med andet gammelt bly, der skulle pålægges kirken. Efter et svar i samme avis fra 17. marts 1762, strøedes der sand på sagen (2 blyplader hænger dog stadig i kirkens våbenhus).

Ved en senere reparation af kirken lod Colding et gammelt træ-krucifiks føre til Kås. Det var ikke noget kunstværk, og i lang tid lå det og flød i udhusene. Nu var Colding al tid første mand på færre for at purre folkene ud, og det var slet ikke nogen behagelig bestilling.  Især var de to stalddrenge søvnige, og Colding havde sin nød med at få dem af fjerene. Men en morgen havde de spillet herremanden et puds. De var stået op og lagt træfiguren i sengen, hvorpå de havde gemt sig for uset at være vidne til Coldings forbavselse. Og det lykkedes over forventning. Da Colding kom i stalden, begyndte han at skænde: ”Jeg skal pinde lære jer, her ligger I og snuer til højt op på dagen! Vil I komme op I asener!” Og under denne monolog var han arriveret ind i staldkammeret og stod nu og slog på dynen, da han troede at drengene var krøbet ned under den. Da han imidlertid ikke mærkede noget livstegn, rev han dynen af, stirrede lidt forbavset på figuren og sagde: ”No, det er ham, Kristus!”

En anden rask lille historie lyder således: Colding var en gang med til at indfange får til slagtning af dem, der gik løse omkring i skoven. Og da der under klapjagten kom en fed gimmer tæt forbi ham, langede han ud og fik et solidt tag i halen på den. Dyret, der ved skovlivet om sommeren var blevet næsten helt vildt, rykkede til af al sin magt for at blive fri, men da Colding holdt godt fast, skete det forunderlige, at halen gik af, og Colding satte sig på enden. Sagnet vil, at han ved den lejlighed skabte det ordsprog, der den dag i dag lever i Salling:” Sikke noget råddent skidt!” sagde Colding, da han rykkede halen af gimmeren.

Colding var pengemand, og hans hjerte kunne ikke lade en nødstedt mand gå uhjulpen fra Kås. Han var så elskværdig usnobbet. Når der kom fine fremmede til Kås, sendte Madam Frey bud efter Colding og bad ham skifte tøj, inden han lod sig se, men det passede ikke til enhver tid Colding. ”Hvem er det?” spurgte han. Fik han så at vide at det var en stormand fra Skive eller måske præsten, ja, så kunne det godt falde ham ind at stille, som han stod og gik, og det var ikke til enhver tid, han var festklædt, så meget mere, som han altid selv passede sine svin. ”De lugter jo af hestemøg!” slyngede den stramme husholderske ham en gang ind i ansigtet, hvortil Colding svarede: ”Nå, nå lille Madam. De glemmer en gang imellem, at de tjener på Kås!”

Ved en anden lejlighed sagde han: ”De fine herrer fra Skive kan nok hilse på mig i terminstiden, men ellers kan de godt gå mig forbi uden at blive mig va´r!”

Blev Colding ikke nogen stormand, hvis navn kom til at prange i Danmarks historie, som mange af de gamle besiddere, så har han fået det eftermæle, at han var en rettænkende mand, og hans plejedatter, der nu er en dame på 74 år, siger: ”Bedre menneske har jeg aldrig kendt!”

 


 

Lærer Mads Møller blandt elever på Løgstrup skole ved Løgstør omk. 1915